Handelsforeningen indfører ny tradition på Kirketorvet
forår Handelsforeningen Centrumgaden har længe kæmpet for at skabe mere liv i gågaden og på Kirketorvet i Ballerup.

Med kæmpe opbakning fra det lokale foreningsliv og kommunen er det over de sidste par år lykkedes, at få skabt nogle gode traditioner med masser af musik, dans og sjov i gaden.

Sidste sommer var VM i fodbold med til at trække ekstra mange mennesker til bymidten, hvor der var sat storskærm op på Kirketorvet, og det blev til mange muntre sommerdage og aftener i byen.

»Vi håber på endnu en forrygende sommer med masser af gang i gaden, og vi vil gerne markere, at nu går udendørssæsonen for alvor i gang,« fortæller formand for handelsforeningen Claus Dahl.

Derfor har foreningen taget initiativ til en ny tradition: Parasolhejsning, som skal være en årlig tilbagevendende festdag hvert forår, når de store parasoller bliver fundet frem fra deres vinterhi og sat op på Kirketorvet.

Parasolhejsningen markerer samtidig handelsforeningens fødselsdag og fejres på lørdag den 6. april fra klokken 10 til 14 med levende musik, boder og kringle i flere af gadens butikker.

Alle er velkomne til at kigge forbi – og skulle det mod forventning dryppe lidt fra himlen, kan man altså sagtens krybe i tørvejr under de store, flotte parasoller.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *