Kirkens nye klæder
Skovlunde-Kirke-02-BB-14-19.jpg
Jan Poulsen og Lars Green Bach fra menighedsrådet glæder sig til afsløringen af det sidste kunstværk i Skovlunde Kirke på søndag. Her ses de foran et af de andre alterskabe, som kunstner Erik Hagens også har skabt. Foto: Kaj Bonne
ombygning I de sidste 14 måneder har Skovlunde Kirke været igennem en stor makeover. Nu er en helt nyrenoveret fløj klar til brug. Den 7. april kan man se både de nye klæder og ny kunst i kirkerummet.

Udefra ser Skovlunde Kirke ud ganske som den har gjort det siden den blev bygget i 1981. De røde mursten og de rødlige klinker i indgangspartiet er stadig de samme. Men hvis man graver et spadestik dybere, er der den seneste tid sket meget.

Igennem 14 måneder har kirken gennemgået en større renovering, som især kan ses i ’kontorfløjen’. Her er kirkens kontorer blevet bygget om og er blevet lyse og moderne, så præster, kirketjenere og andet personale nu har fået tidssvarende arbejdspladser.

Men det store renoveringsprojekt har også kastet en lang række andre forbedringer af sig. Lofterne i kirkens mange rum er blevet moderniseret med nye ventilationssystemer, der er kommet nye lamper, så lyset er blevet markant bedre i de fleste rum, nye vinduer i selve kirkerummet, flugtveje og en række andre forbedringer, der skal gøre det til en endnu bedre oplevelse at komme i kirkecentret.

Fremtidssikret

»Vi begyndte arbejdet i august 2017, og selve byggeriet skulle have taget syv måneder. Det kom til at tage 14, men til gengæld har vi så også fået taget den helt store tur. Det skulle gerne være et byggeri, der kan holde de næste mange år,« siger Lars Green Bach, formand for menighedsrådet i Skovlunde Kirke.

Byggeriet har kostet i alt 18 millioner kroner, heraf er de to millioner egne opsparede midler, mens de resterende er finansieret af stiftet. Men der er kommet værdi for pengene.

»Det er kvalitet uden luksus og man siger, at der skal renoveres hver 30. år. Det har vi så gjort og vi er meget tilfredse med resultatet. Skovlunde Kirke er en stor arbejdsplads med 12 ansatte og fire præster, så det er også vigtigt, at de har fået gode arbejdsvilkår. Det har de fået og vi er tilfredse med det, som er kommet ud af anstrengelserne,« siger Jan Poulsen, medlem af menighedsrådet og formand for følgegruppen i forbindelse med byggeriet.

Ny kunst på vej

Samtidig har det været vigtigt, at renoveringen også har givet fordele for de mange mennesker, der kommer i kirken i det daglige.

»Skovlunde Kirke er et kulturcenter, hvor der hver dag sker mange forskellige ting og rigtig mange mennesker bruger rummene. Så det har også været vigtigt, at vores brugere har fået gode betingelser,« siger Jan Poulsen, som udover de nye og moderne kontorer især glæder sig over det forbedrede indeklima med ventilation og lys samt den ombyggede pejsestue/studiekredslokale, der har fået større fleksibilitet med mobil rumadskillelse og fjernelse af en pejs, som ikke har virket i mange år.

Søndag den 7. april er der indvielsesreception for både det nyrenoverede kirkecenter og for det nye kunstværk, som skal hænge i selve kirkerummet ved alteret. Det er kunstnerne Ursula Munch-Petersen og Erik Hagens, der har lavet kunstværket, der afslutter den store udsmykning i kirkerummet med farverige og spektakulære værker.

Kontrasten mellem det oprindelige, lidt mørke, udtryk og den nyrenoverede fløj, er tydelig. Foto: Kaj Bonne

Flere billeder fra kirkecentret herunder:

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *