Guldregn over sjippere
Rope-skipping-1.jpg
Stolte sjippere fra Måløv Rope Skipping med deres medaljer efter et veloverstået DM. Foto: privatfoto
Sjipning Det blev et suverænt DM for for Måløv Rope Skipping Team, da de 12-14-årige Marie, Alfred, Emilie og Emilie vandt guldet.

Dette gjorde de med to flotte speedpræstationer og to fine freestyle-serier. De fire sjippere viste flotte tricks, saltomortaler og spring i tovene. Holdets fine præstationer placerede dem på en flot samlet første plads, og det var fire superstolte unge atleter, der fik guldmedaljerne hængt om halsen.

Måløv Rope Skipping Team havde masser at fejre, for Mia, Mille, Anna og Emilie vandt også guld i diciplinen ’double dutch speed’, hvor sjipperne på skift tager så mange hop de kan på tid, og det blev til, hvad der svarer til 554 hop på to minutter og 15 sekunder.

Måløv Rope Skipping Teams egne trænere Mille Hellerøe og Charlotte Schaffalitzky de Muskadell var stolte af holdets præstationer.

Der var flere af sjipperne, som slog egne rekorder, hvilket er vigtigt for sjippernes egen personlige udvikling.

De seneste måneder har der været fart på for Måløv Rope Skipping Team, som både har lavet opvisning i København og en hjemmeopvisning i Måløv Idrætsforening. Samtidig har de mange sjippere været med ved årets store sjippe-workshop, hvor 45 børn og 15 voksne kastede sig ud i en masse sjippeudfordringer og fik både sved på panden og masser af grin.

Nu rettes blikket mod danmarksmesterskaberne i rope skipping for de internationale rækker i Fredericia i slutningen af april samt de dansk/svenske mesterskaber i maj og endelig EM i Graz i Østrig i juli.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *