Kommunal kovending i trappesag
Trin-station-copy.jpg
Nu kommer der alligevel en rampe op ad de stejle trin ved trapperne på stationspladsen. Foto: privatfoto
Trappetrin Nu ser det ud til, at der alligevel kan etableres en eller anden form for rampe op ad de høje trin på stationstrapperne.

I sidste uge skrev Ballerup Bladet om de høje trin ved trapperne til gangtunnellen under Ballerup Station.

Flere borgere havde undret sig over, at der ikke var ramper op ad de høje trin, så folk risikerede at falde over dem og at det desuden var svært at forcere dem med cykler og barnevogne. Kommunen afviste, at det kunne lade sig gøre at etablere ramper og fastholdt at trinnene forblev som de er nu.

Men efter meget kritik er Ballerup Kommune tilsyneladende kommet på andre tanker. Nu arbejdes der i hvert fald på at finde en løsning på problemet med de høje trin, bekræfter formanden for teknik- og miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (A).

Det skal lade sig gøre

”Det er rigtigt, at vi vurderede, at der ikke kunne komme ramper, men det kan ikke nytte noget at være så afvisende. Det må kunne lade sig gøre at finde en løsning. Der er et problem med, at belægningen er lavet med ledelinjer til blinde og der er en risiko for, at ramperne kommer ud over linjerne. Men det må kunne lade sig gøre at løse det. Jeg kan ganske enkelt ikke leve med, at nogen kan falde over trinene og falde ned ad trappen,” siger Hella Hardø Tiedemann.

Hun kan dog ikke på nuværende tidspunkt sige, hvilken teknisk løsning man vil ty til og henviser til centerchef Steen Pedersen fra center for by, erhverv og miljø i Ballerup Kommune.

Han bekræfter, at der nu kommer en rampe op til trappen.

Skal se pænt ud

”Vi lytter til kritikken og etablerer en rampe til den trappeafsats alligevel. En rampe vil nok komme til at gå lidt ud over ledelinjerne, men det er så lidt, at vi kompenserer for det. Vi skal nok sørge for, at blinde og svagtseende kan komme forbi uden problemer,” siger Steen Pedersen.

Han kan endnu ikke sige hvordan rampen kommer til at se ud, men den vil blive etableret hele vejen rundt om det høje trin.

”Det handler om æstetik, for det skal også se pænt ud. men vi går i gang med at etablere den hurtigst muligt. Den skal dog endeligt godkendes af DSB, da det er deres areal, men det regner jeg med er en formaliet. Så efter påske kan vi gå i gang,” siger Steen Pedersen.



5 kommentarer om “Kommunal kovending i trappesag”

  1. Ole Jensen siger:

    ”Det handler om æstetik ?
    Det ser også kønt ud med disse høje kanter .
    Hvordan man kan godkende de høje kanter er mig en gåde .

  2. Hvornår kommer der en rampe op. Husk mit spørgsmål til kommunen om orienterings skilte.

  3. Ole jensen siger:

    Det handler ikke om æstetik Steen Pedersen
    Det handler om Muligheden for gangbesværede og dårligt seende at kunne bevæge sig
    til og fra stationen uden forhindringer .
    Det virker som om der ikke er den store interesse i at tænke i den retning .
    Dårlig ledelse og elendig ligegyldig holdning til borgernes penge .

  4. Jeg er helt enig, de laver alt for tit lappe løsninger, Hr. Jensen.

  5. Ninni R siger:

    Svagtsynede bruger ikke ledelinjer. Svagsynede har oftest problemer med at se og skelne kanter og højdeforskelle.
    Så venligst sørg for at en uforventet stejl skråning fortsat markeres, som om det var et trin.
    Det er bedre end et trin men man snubler stadig når der er en pludselig tydelig højdeforskel på jorden man ikke kan se.

Skriv et svar til Ole jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *