Seniordans uden partner
dans Aktive Seniorer Ballerup holder workshoppen ’Dans uden partner' på fredag.

Hvis man ikke kan lokke hustruen eller manden med til dans, eller man er alene og savner at få luftet danseskoene, så kommer Aktive Seniorer Ballerup nu til undsætning med en herlig workshop ’Dans uden partner’ fredag den 3. maj klokken 13 til 14 i Aktiv Center på Rolighedsvej 12 i Ballerup.

Dansen er tilrettelagt for personer fra 60 år og opefter og er en enestående mulighed for rigtig god motion til dejlig musik, selvom man ingen partner har.

”Motion er vigtig, og kan man samtidig have det sjovt er gevinsten jo ’dobbelt op’,” siger Lise Riise, som er formand for Aktive Seniorer Ballerup.

Workshoppen er et senioridrætsprojekt og foreningen vil efterfølgende undersøge mulighederne for at oprette et fast hold i Aktiv Center på Rolighedsvej, hvor de i forvejen har 12 hold med forskellige aktiviteter.

Danseworkshoppen ledes af Nadja Liv Hyldegaard Pedersen, som er en dygtig danser, og hun vil føre alle igennem en herlig time med dans.

Deltagerne anbefales at komme i let tøj og indesko. Arrangementet er gratis, men man skal tilmelde sig på forhånd via mail til formand Lise Riise: lise@riise.org.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *