Idrætten taber medlemmer i Ballerup
Ballerup-Super-Arena-1-3.jpg
Der er mange idrætsfacilieter i Ballerup og mange forskellige idrætsgrene. Men i det seneste år har kommunens idrætsforeninger mistet en del medlemmer. Foto: Arkivfoto.
Aktivt De nyeste tal fra DGI viser, at idrætsforeningerne i Ballerup bløder medlemmer. Generelt oplever idrætsforeningerne i hovedstadsområdet ellers stor medlemsfremgang.

Ballerup er en kommune, hvor man gør meget ud af idrætten. Kommunen har mange faciliteter og mange forskellige idrætsforeninger med mange forskellige idrætsgrene. Men det ser ud til, at en del af dem har svært ved at fastholde medlemmerne.

I hvert fald viser de nyeste tal fra DGI Storkøbenhavn, at idrætsforeningerne i Ballerup Kommune har tabt 578 medlemmer fra 2017 til 2018. Det betyder, at Ballerup Kommune i dag har 15.727 medlemmer i de forskellige idrætsforeninger under DGI og DIF.

Finde årsagen

Tilbagegangen i antallet af medlemmer bekymrer formanden for kultur- og fritidsudvalget, Charlotte Holtermann (A).

”Nu har jeg ikke haft tid til at analysere tallene nærmere, men vi vil nu kigge på, hvad årsagen til faldet er. Er det på grund af ændrede vaner, er der økonomiske årsager, er det manglende tid, for lange skoledage eller er det den politiske prioritering? Det er det vi nu skal undersøge og dykke ned i, så vi kan komme forklaringen nærmere,” siger Charlotte Holtermann.

Hun påpeger, at det er vigtigt for en kommune at have aktive borgere.

Et rigt idrætsliv

”Det har stor betydning for kommunerne at have aktive borgere, der gennem motion lever et sundt liv. Derfor må vi også få en snak med foreningerne og høre, om de har nogle bud på årsagen. Det kan jo også hænge sammen med, at folk måske er blevet for gamle til idrætten i nogle foreninger eller at de unge har fundet andre idrætsformer, som eksempelvis e-sport, der vokser i disse år. Jeg ved det ikke endnu, men vil vi som sagt undersøge det, for i Ballerup lægger vi vægt på et rigt og aktivt idrætsliv for flest muligt,” siger Charlotte Holtermann.

DGI Storkøbenhavn dækker 11 kommuner og havde mere end 334.000 medlemmer i 2018.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *