Tennissportens Dag i Smørum
Tennis Som led i det landsdækkende event Tennissportens Dag inviterer Ledøje-Smørum Tennisklub alle interesserede til at lægge vejen forbi klubbens baner på Flodvej 62 i Smørum til en dag med tennispil, sjove aktiviteter og hygge fra klokken 11 til 15. Det er gratis at deltage, og gæsterne kan frit låne ketsjere og bolde.

Til Tennissportens Dag får alle interesserede mulighed for at prøve at spille tennis. Alle er meget velkomne og alle kan være med – uanset alder og om man har prøvet at spille tennis før. Klubbens dygtige trænere står klar til at hjælpe deltagerne godt i gang på banerne, og man kan høre nærmere om klubbens mange tilbud.

Bag arrangementet står Ledøje-Smørum Tennisklub i tæt samarbejde med Bevæg dig for livet – Tennis, herunder DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund. Visionsprojektleder i Bevæg dig for livet – Tennis, Lorenz Sønderby, siger:

”Med Tennissportens Dag præsenterer vi de mange glæder og fordele ved tennis. Blandt andet er tennis mere gavnligt for helbredet, end mange andre fritidsaktiviteter, det er en fleksibel sport at gå til, og man kan spille tennis sammen som familie på tværs af generationer.”

Man kan se mere om Tennissportens Dag og tilmelde sig på www.bevægdigforlivet.dk/tennis.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *