Stine Rahbek Pedersens 1. maj tale
1.Maj-11-BB-19-19.jpg
Den lokale folketingskandidat og medlem af kommunalbestyrelsen, Stine Rahbek Pedersen (Ø), holdt tale ved 1. maj på Præstevænget i Ballerup. Foto: Kaj Bonne
I går fejrede SF og Enhedslisten 1. maj i Ældre Sagens lokaler på Præstevænget i Ballerup. Den lokale folketingskandidat og medlem af kommunalbestyrelsen, Stine Rahbek Pedersen (Ø) har sendt os sin tale, som man kan læse herunder:

Klima, solidaritet og frihed

God 1. Maj – Hvor er jeg glad for at fejre den med jer

Jeg vil starte min 1. maj tale – med at tale om den solidaritet, der er nødvendig for vores samfund nu, og slutte af med den solidaritet, der er nødvendig for de mennesker vi måske aldrig møder eller hører om, men som vi påvirker hver dag med konsekvenserne af vores ressourceforbrug og udledning af drivhusgasser.

Vores velfærdssamfund skal fungere

Menneskelighed og omsorg er reduceret til nødvendighed. I mange kommuner er dagtilbud og plejehjem reduceret til opbevaring, og det er grundlæggende forkert. Menneskeliv må aldrig blive objekter, der skal presses ned i en form – for formens skyld.

Plejehjem skal være et hjem, hvor ansatte skaber gode rammer for de ældre og deres pårørende, så den sidste del af livet kan udleves på de vilkår den enkelte ældre har.

Dagtilbud skal være et sted, hvor kyndige pædagoger skaber de rammer, der giver børnene udviklingsmuligheder, der hvor børnegruppen er. Og det kræver ordentlige normeringer. Minimumsnormeringer, der giver pædagogerne mulighed for, at lave pædagogisk arbejde. I Enhedslisten har vi arbejdet for minimumsnormeringer i otte år, og det vil vi fortsætte med. Vi vil arbejde for en minimumsnormering på tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn.

En minimumsnormering på tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn får reel værdi, når vi praktiserer den som tid sammen med børnene. Som det er nu, tæller al den tid, der bruges på kontoret til dokumentation, administration, møder, forberedelse og ledelse med i normeringerne.

Vi har råd til ordentlige normeringer – måske kan vi oven i købet få mere end minimumsnormeringerne, hvis vi får afbureaukratiseret vores kommuner, regioner og stat, for lad os bare antage, 10 procent af tiden i daginstitutionerne, skoler og plejehjem bruges på administration, dokumentation og kontrol. Så kan vi ved en simpel afbureaukratiseringsproces få langt flere varme hænder.

Jeg vil blive ved børnene et øjeblik – vi skal have sat folkeskolen på dagsordenen.

Skoledagen er for lang, testene har taget overhånd, undervisningen detailstyres af en syndflod af bindinger fra Christiansborg.

Børnene skal have en kortere skoledag, de skal have tid til at være børn, med frihed, uregerlighed og fri kreativitet – om det er hjemme, i fritidsordninger, klub, eller i foreninger er underordnet. Børnene skal have deres barndom tilbage.

Lad os så hjælpe de familier, hvis børn har behov for hjælp til, at mestre deres fritid så den ikke bliver til et gadeliv. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at vi hjælper de børn, der har behov for det, frem for at lave en rigid form alle skal passe ind i – og som derfor ikke passer til nogen.

Så lad jer ikke narre af forligskredsens gyldne løfter om frihedsbreve, deres frihedsbrev rummer mindre tid til kreativitet i skolen, flere fagbindinger i en marginalt kortere skoledag.

Fattigdom

Vi efterlader mennesker uden handlemuligheder i hverdage og år – uden håb. Det gør voksne syge og det er ødelæggende for børnene, de oplever at være fattige og deres liv påvirkes negativt i forhold til at opleve sig selv som fattig og ekskluderet af fællesskaberne med fødselsdage, ture og foreningsliv.

Vi kan nemt afskaffe fattigdomsreformerne, der er årsagen til de seneste års markante stigning i antallet af børn der vokser op i fattige familier.

At vi lever med fattigdom i Danmark gør os ikke rigere, det gør os alle sammen fattigere, for hvem kan nyde sine goder, når andre ikke kan opfylde deres basale behov. Alt for længe har vi ladet vores land udvikle sig med et større og større skel mellem fattige og rige.

Der er håb om solidaritet, over hele landet hjælper mennesker, der har overskud, tid og mulighed, de mennesker der er ramt af fattigdomsreformerne og næsten intet har, er løbet tør for mad, blev overrasket over en lidt for stor elregning, vinterstøvler der gik i stykker og andre uforudsete hændelser, der fuldstændig smadrer den måneds økonomi.

Konsekvenserne er enorme for den enkelte familie, der ikke har råd til at fejre datterens syvårs fødselsdag, ikke kan sende sønnen med vennerne på tur, fordi der ikke er til togbiletten. Den hjælp de familier får i netværk som næstehjælperne er fantastisk, men det er almisser, og jeg er modstander af almisser. Det er en samfundsopgave, at hjælpe dem, der er ramt af livet og dem der ikke kan klare livet selv.

Sikkerhedsnetter mangler, trygheden i at vide, at der er penge nok til de basale behov og til at kunne deltage i de ting som vennerne deltager i, den slags tryghed skal vi solidarisk sikre med et fintmasket økonomisk sikkerhedsnet, det skal ikke være op til tilfældige facebookgruppers medmenneskelighed. Men lige nu er det en nødvendighed for mange af de 64.500 børn, der lever i fattige familier.

Vi kan ikke forvente at en kommende regering vil føre politik, der er solidarisk med de mennesker, der rammes af livet og har behov for, at samfundet hjælper uanset om en kommende statsminister hedder Mette eller Lars. Danmark har behov for en stærk Venstrefløj, der kan gøre den kommende regering rød. 

Flygtninge, integration og solidaritet

I Danmark løber vi fra vores internationale ansvar.

Vi sætter hegn op, og overlader det til de EU-lande der har mindst, at tage hovedparten af EU’s internationale ansvar for de flygtninge, der banker på vores Europæiske Unions dør.

Vi afviser at tage de FN-kvoteflygtninge, der har behov for vores solidaritet i en situation, hvor FN vurderer, at de skal have asyl. Det er skammeligt og jeg mener det er uværdigt for alle os der bor i Danmark.

Aldrig har vi været rigere, rejst mere, spist mere kød, brugt flere penge på mærketøj og dyre biler, anlagt motorveje, vi er i gang med at bygge Femernforbindelsen – men vi har valgt, at vi ikke vil tage vores internationale ansvar. Jeg savner vores internationale solidaritet og jeg vil opfordre alle til at overveje om det parti du stemmer på ved næste valg vil tage FN-kvoteflygtninge.  

Vi er ikke bedre i forhold til de mennesker, der er kommet til Danmark for at få hjælp.

Udrejsecentrene med deres formål om at gøre livet utåleligt for børn, unge, familier og ældre, der ikke kan sendes tilbage skal lukkes – og det kan kun gå for langsomt, mere har jeg ikke at sige om dem.

Derimod har jeg en holdning til, at de mennesker, der har boet på udrejsecentrene skal ud i samfundet og deltage, deres børn skal have en barndom med andre børn i dagtilbud, skole og fritidstilbud og de skal have så meget læring som muligt – have så meget med i bagagen, at de er godt rustet til fremtiden, uanset om den er i Danmark eller i det land familien kom fra.

Mere Frihed og solidatitet mindre bureaukrati

Vi lever et kontrolsamfund, aldrig har staten reguleret, overvåget og kontrolleret, og fyldt fængslerne i den grad vi ser det i dag. Vi dømmer og straffer i stedet for at hjælpe og forebygge, selv børn ned til 10 år vil vi i fremtiden stille for en dommer baseret på mistanker, og dommen kan ikke appelleres – det er jo sygt.

Logning og overvågning er blevet en normalitet. Og i forholdet mellem staten og kommunerne, er der kontrolfunktioner, som Budgetloven, der i praksis reducerer kommunernes selvstyre.

Vi har behov for frihed og solidaritet

Bureaukratiske kontrolsystemer er dyrt Ca. 10 procent af de penge, der ligger i statslige puljer, bliver brugt på administration og kontrol. Kontrollen er desværre også i kommunerne, hvor fagprofessionelle bruger alt for meget tid på administration og dokumentation for at opfylde regnearkslogikken, der fulgte med new public management. Det er på tide, at vi gør op med regnearkslogikken, og reducerer regneark til det de er, nemlig redskaber, der kan bruges, hvor det giver mening for de fagprofessionelle i deres hverdag.

Offentlige arbejdspladser som folkeskolerne skal frisættes, fra detailstyring. Vi politikere skal nøjes med, at sætte mål for arbejdspladserne og det skal vi så til gengæld gøre ordentligt, med gedin opfølgning og politisk stillingtagen, når det er svært at indfri målene. Jeg vil arbejde for, at give så meget frihed som muligt til dem, der har forstand på opgaven – lade det være op til fagpersonerne på skolerne, daginstitutioner, sygehuse og plejehjem, hvordan de vil opnå målene.

Jeg savner respekten og anerkendelsen mellem faggrupperne. For når vi har alle de kontrolmekanismer og bureaukratiske dokumentations opgaver, er det jo fordi vi har fået en kultur, hvor dem der bestemmer mere, mangler tiltroen til de fagprofessionelle længere nede i hierarkiet. Det er åbenbart for svært for en minister eller borgmester, fagudvalg, at tro på at de fagprofessionelle på gulvet, kan levere. At den enkelte daginstitutionsleder, skoleleder, pædagog og lærer er de bedste til at løse opgaven.

Lad os parkere detailstyringen på det sidespor, hvor den hører til, og give at de fagprofessionelle på de enkelte arbejdspladser handlerum, så de kan omsætte de politiske mål til hverdag på den måde, der passer bedst til den enkelte arbejdsplads, lokalområdet og de børn eller de voksne arbejdspladsen er til for.

Klima og solidaritet

Vi er usolidariske med kommende generationer, det er vi fordi vores overforbrug styrer verden mod en fremtid, med færre muligheder og ringere livsvilkår end dem vi har i dag. Vi forbruger med andre ord vores børns, børnebørns og tipoldebørns goder.

Har vi et reelt valg for at være solidariske med dem, der skal leve på jorden efter os, og med de børn, der leger i sandkassen nu – ja det har vi – det eneste det kræver er, at politikerne på Christiansborg og i resten af verden prioriterer klimaet, sætter mål op på årlig basis og skaber en infrastruktur, der sikrer at alle bidrager med enten handling eller penge så vi når vores mål.

Kan det lade sig gøre – ja selvfølgelig kan det det – klimaforandringerne kan bremses, det kræver bare politisk handling, og hverdagshandlinger fra os alle. Og uden den handling er alt andet omsonst. For med de klimaforandringer vi vil imødese indenfor de kommende 100 år, vil de globale forandringer, lægge et så massivt pres på vores ressourcer, og vores verdensbillede vil blive ændret i et omfang, kun få kan forestille sig.

Vi ser frem mod temperaturer, der vil gøre store dele af bl.a. Kina ubeboeligt med sommertemperaturer på 80 grader og få verdenshavene til at stige. Det vil betyde tab af levesteder for dyr og planter i enorme områder og ikke mindst tab af menneskers hjem i de mange lavtliggende kystområder rundt om i Verden og sende millioner på flugt. Også i Danmark vil en 60 cm havstigning æde en stor del af det der nu er kyst.

Jeg mener det er på tide, at se klimaforandringerne med samme seriøsitet som vi ville se en fremmed magt, der vil gøre indhug i vores landareal og sende mio. på flugt.

Lad os nu handle mens vi kan, når havet er 60 cm højere om 100 år kan vores børn ikke gøre vores handlinger ugjort. Det er op til os nu, så lad os være solidariske med de børn der endnu ikke er født.

Jeg vil ønske os alle sammen en dejlig 1. maj.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *