Flot sejr til LSF
Fodbold Fredag aften mødte LSF Odsherred på det hyggelige stadion i Vig.

Sidst Smørumholdet var på besøg, tabte de, så denne gang var indstillingen helt på plads. Selvom vejrguderne sendte både sne, hagl og regn ned over spillerne, leverede de en pragtpræstation uden lige – klart den bedste kamp i meget, meget lang tid.

Odsherred er et meget dygtigt, teknisk hold og da LSF nok også er det, var det i begyndelsen en kamp om centimeterne med virkelig kvalitetsfodbold. Gode kombinationer og tætte markeringer fra begge hold gjorde, at der ikke blev skabt de store chancer.

I det 35. minut havde Alexander Beck via et raid i hans venstreside fået til-
tvunget sig et frispark og det sendte en af de bedste på dagen, Rasmus Thomsen, indover, og ved den bagerste stang kom den tilbagevendte kaptajn Kasper Gram flyvende og prikkede bolden i mål til en 1-0 føring.

Fem minutter efter pausen fik den indskiftede Martin Soelberg en stor chance, som han desværre brændte. Han tog dog revanche da han i det 52. minut spillede en lang bold frem til Benjamin Madsen der akkurat lige kunne nå bolden og prikke den forbi målmanden.

Nu åbnede sluserne sig og haglene væltede ned. Det var som om, at Odsherred lige så godt kunne satse hele butikken, med et lumsk stolpetræf til følge.

Men Bjerregård i kassen og hele forsvaret spillede fortræffeligt og nullet blev hold for tredje kamp i træk.

LSF havde også deres chancer, så det blev en underholdende kamp, selvom det var koldt.

Smørumspillerne var dog ikke færdige endnu. En af de absolut bedste på dagen, Kasper Gram, tog et raid på højrekanten og på trods af at hele Odsherred forsøgte at vælte ham omkuld, blev han på benene og fik sparket indover til en helt fri Soelberg, der kunne slå det sidste søm i kisten til en 3-0- sejr.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *