Ballerup bymidte: Vi har en plan
Dommergrund-3.jpg
Det nye byggeri på den såkaldte dommergrund er ved at være synligt. Byggeriet af de 134 familieboliger er en del af den store udvikling af Ballerup bymidte. Foto: Arkivfoto.
Planer Høringsperioden for den store helhedsplan for Ballerup bymidte er overstået og politikerne har nu vedtaget planen. Også lokalplanen for Bydammen er vedtaget. Selv Det Konservative Folkeparti nikkede, lidt modstræbende, ja til lokalplanen.

Allerede i november måned blev politikerne enige om en helhedplan for Ballerup Bymidte. En plan der skulle beskrive udviklingen i de kommende år og samtidig sætte den overordnede retning for udviklingen i bymidten.

Planen blev derefter sendt i høring og mandag aften blev helhedsplanen, efter endt høringsperiode, stemt igennem en enig kommunalbestyrelse.

Planen er baseret på en politisk vision om, at Ballerup bymidte skal være et attraktivt sted at bo og bosætte sig, leve, arbejde, studere, handle og drive forretning. Det er mange elementer, der skal gå op i en højere enhed og derfor var det vigtigt at finde den rette balance mellem plads til mennesker, grønne byrum, et stærkt handelsliv og ikke mindst en god parkeringsdækning.

Især det sidste er noget som ved flere borgermøder har ligget borgerne på sinde, ligesom det også var det, som høringssvarene primært drejede sig om.

Plads til parkering

Selvom høringssvarene ikke giver anledning til at ændre på helhedsplanen, så har Ballerup Kommune lagt vægt på, at der kommer fokus på netop parkeringsdækningen og at man ikke vil reducere i antallet af p-pladser. En af forudsætningerne for et aktivt handelsliv er nemlig, at der også er plads til at folk kan parkere, ellers kører folk videre til eksempelvis Rødovre Centrum.

Planen baserer sig på fem såkaldte pejlemærker for et godt byliv, nemlig boliger i bymidten, et godt udvalg af butikker og kulturtilbud, gode opholdssteder, de fornødne parkeringsmuligheder og grønne og blå elementer af hensyn, klima og trivsel.

En del af den store helhedsplan er allerede i gang med blandt andet boligbyggeri på Dommergrunden og ombygningen af Banegårdspladsen.

Boliger på Bydammen

Et andet af elementerne til en mere attraktiv bymidte er lokalplan 179 for Bydammen, hvor der skal bygges boliger med tilhørende p-pladser.

Planen er, at der skal gøres plads til boliger i 3-5 etagers højde plus hævet p-kælder ved området omkring Lidl’s p-plads, der er en af bymidtens mest benyttede parkeringspladser. Derfor har planerne her især affødt en del reaktioner i høringssvarene til lokalpanen. Beboerne omkring Bydammen frygter, at deres nuværende p-pladser bliver fjernet og at der generelt vil komme for stort pres på bymidtens centrale p-pladser.

Ballerup Kommune har dog lovet, at man vil kompensere ved at oprette p-pladser tæt på, blandt andet ved de gamle posthus eller på Hold-an Vej. Desuden vil man indtænke grønne løsninger som beplantninger på taget og i området, i det omfang det kan lade sig gøre og at man vil etablere cykelparkering ved ejendommmen.

Netop de planer fik smilet frem hos Enhedslistens Stine Rahbek Pedersen.

”Vi er glade for, at vi vedtager denne lokalplan for der er gjort god plads til naturen og det er vi tilfredse med. Det er vigtigt, at vi bygger tæt og højt lige ved stationerne. For vi ved, at når man byggger tæt ved stationer, så er der flere, som bruger den offentlge transport og dermed får vi færre biler i bymidten, ” påpegede Stine Rahbek Pedersen.

Blød i knæene

En af de kritiske røster overfor projektet har gennem hele forløbet været Det Koservative Folkeparti. Men på mødeaftenen blev den konservative Allan Kristensen alligevel ’blød i knæene’ og stemte for, selvom han havde stemt imod i økonomiudvalget.

”Jeg har jo været imod fra starten og jeg er ked af, at man ikke vil kunne se kirken fra Banegårdspladsen med det nye byggeri. Et kirketårn har en samlende funktion i en by, og der er mange besøgende, der har rost netop den flotte udsigt til kirken. Men man skal jo også engang imellem gå med for at få indflydelse, så derfor stemmer jeg for lokalplanen,” sagde Allan Kristensen, der efterfølgende fik anerkendende nik fra resten af salen og gjorde, at lokalplanen for en vigtig del af bymidten kunne vedtages enstemmigt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *