Akutberedskab fik stor hæder
akutberedskab.jpg
Christian Hartvig fra Skovlunde (t.v) sammen med sine beredskabskolleger, der netop har vundet en stor international konkurrence for akutberedskaber. Foto: privatfoto
Redning Akutberedskabet i Region Hovedstaden, der holder til på Telegrafvej i Ballerup har vundet en stor international konkurrence for akutberedskaber.

Sejren kom i hus ved European EMS 2019 i Madrid og vinderholdet består af Christian Hartvig, Michael Theilmann og Rasmus Hesselfeldt. De er akutlæge og paramedicinere ved Region Hovedstadens akutlægebiler, der kører ud til akut syge. Akutlægebilerne er en del af Akutberedskabet, der holder til på Telegrafvej i Ballerup. Sejren kommer i den grad patienterne til gavn.

”Vi tager mange værdifulde erfaringer med hjem fra konkurrencen, og det får borgere i regionen glæde af, når vi kommer ud med akutlægebilen og behandler dem. Og så er vi selvfølglig super glade og stolte over at have vundet over så mange dygtige hold fra hele verden, ” siger Christian Hartvig, som privat bor i Skovlunde.

Bedst af 16

I finalen var danskerne oppe mod to stærke hold fra Østrig og Tyskland, og her skulle mandskabet fra Akutberedskabet behandle en håndfuld svært tilskadekomne patienter efter en fiktiv trafikulykke med en motorcykel, der havde påkørt gæster ved en café. Foruden behandlingen af de synlige skader, skulle teamet også yde psykologisk førstehjælp til de tilskadekomne.

Akutberedskabet i Region Hovedstaden står for den sundhedsfaglige videreuddannelse af personale i akutlægebiler og ambulancer. Desuden hører regionens vagtcentral med 1-1-2 og Akuttelefonen 1813 også under Akutberedskabet.

Konkurrencen bliver afholdt af European EMS (Emergency Medical Service) hvert år.
I alt deltog 16 hold fra Europa og resten af verden i konkurrencen, der næste år holdes i Skotland.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *