Kriegel hylder, at tests fylder
Debat I sidste uge lovpriste Karsten Kriegel testregimet i vores folkeskoler. Men hvor Konservative vil teste børn i hoved og bag, synes jeg, at fokus skal ligge på undervisningen.

Det var bekymrende læsning, da jeg i sidste uge åbnede Ballerup Bladet. Karsten Kriegel fra Det Konservative Folkeparti, vil tilsyneladende fortsætte de formålsløse tests i folkeskolen. De gør ellers ikke meget andet end at teste vores læreres tålmodighed og sætte elevernes selvværd på prøve.

Holdningen kommer af et forfejlet hensyn til, at lærerne skal kunne ”undervisningsdifferentiere”, altså give den enkelte elev undervisning på et passende niveau. Jeg er bare overbevist om, at vi har så dygtige lærere, at de sagtens kan skelne mellem, hvem der klarer sig godt, og hvem der har brug for lidt ekstra hjælp. Også uden, at eleverne skal lave tåbelige orddelinger og hvad ved jeg.

Derfor klinger det hult, når Kriegel vil have fokus på fagligheden. For det han vil, er vel i virkeligheden at have fokus på måleredskabet, og det er der ikke brug for.

Misforstå mig ikke, prøver kan være fine, men de nationale tests, har nået et niveau, der nærmer sig det latterlige.

Man tester for at teste, og vores børn har ikke brug for at stille sig op på den faglige badevægt allerede som otteårige.

Den her generation af børn og unge har i hobetal psykiske problemer og mærker præstationspresset for fulde drøn. Samtidig med det, er der konservative ønsker om at hælde salt i såret. For man kan ikke vinde over de nationale tests. De er i ordets bogstaveligste forstand endeløse, idet de ikke kan bestås. Du bliver til evig tid udfordret af en algoritme, der hele tiden fortæller dig, at du ikke er god nok.

Min opfordring er derfor klar! Tag hensyn til børnene og til lærernes tid. Minimer de nationale tests og lad vores børn være børn.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *