Flere varme hænder og mere sund fornuft
Stine-Rahbek-ny-copy.jpg
Stine Rahbek Pedersen Foto: arkivfoto
Debat Lad os give beslutningskompetencen tilbage til vores institutioner, så pædagoger, lærere, sygeplejersker, psykologer og andre med fagkompetencer kan få handlerum til at skabe det tilbud, der passer i deres lokalområde, til børn i vores daginstitutioner, skoler, klub og BFO. Og ikke mindst til de ældre der bor på Ballerups plejecentre eller har behov for hjælp af hjemmeplejen.

Jeg mener vi politikere i Ballerup skal give mere indflydelse til offentlige arbejdspladser, så vi får mest muligt ud af de faglige kompetencer.

Hvis jeg får stemmer nok til at komme i Folketinget, vil jeg prioritere arbejdet for at politikerne på Christiansborg skal stoppe med deres detailstyring af kommunerne. Det gælder i særdeleshed vores økonomi. Kommunerne skal naturligvis kunne prioritere og bruge vores egne penge og det kræver at budgetloven skrottes. Det er på grund af budgetloven, at vi i Ballerup er forhindret i at bruge vores egne penge. Det er penge der er behov for til klimaoptimeringer af vores bygninger, naturforbedringer og ikke mindst flere lærere, pædagoger og sundhedsfagligt personale.

Desværre er detailstyring ikke kun et fænomen i Ballerup, det blomstrer over hele landet, hvor den offentlige sektor er blevet gjort til genstand for new public management og regnearksledelse.

Løsningen på de problemer, som new public management og regnearksledelsen har skabt, handler ikke kun om flere penge. Tværtimod, det er på tide at vi gennemgår de mange bureaukratiske dokumentationskrav, færdige koncepter og styringssystemer, og afskaffer de systemer der ikke tilfører værdi.

Vi kan gøre meget i Ballerup for at afbureaukratisere lokalt, men vi skal også have vendt udviklingen på Christiansborg. Hvis jeg bliver valgt ind i Folketinget vil jeg gøre, hvad jeg kan for at give beslutningskompetencen tilbage til kommunerne, fjerne budgetloftet og afbureaukratisere vores offentlige sektor.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *