Varden har holdt sin sidste hyggestund
Søpavillonen-2.jpg
Søpavillonen i Egebjerg, hvor ældreklubben Varden har holdt til i 25 år. Nu er det endegyldigt slut efter medlemsflugt og flytteplaner.
Ældreklubben Varden fik deres lokaler tilbage i efteråret. Nu er klubben lukket efter endnu et kommunalt flyttekrav.

I efteråret kom det frem, at ældrekluben Varden, som i 25 år havde haft deres faste møder i Søpavilliionen i Egebjerg skulle flyttes. Ballerup Kommune ville ikke betale de 1000 kroner om måneden det kostede at lade de ældre mødes ugentligt og derfor skulle de flyttes til, viste det sig, nogle ganske uegnede lokaler i en en tidligere ungdomsklub.

Efter sagen blev omtalt i Ballerup Bladet fik klubben deres gamle lokaler tilbage, til stor glæde for formanden Sonja Hansen.

Men nu er Varden historie. Klubben er igen blevet mødt af kravet om flytning og denne gang har de resterende medlemmer, inklusive Sonja Hansen, opgivet kampen. De orker ikke en flytning mere og har derfor nedlagt klubben.

Taget i rumpen

”Vi blev tilbudt lokaler i fælleshuset i Egebjerg, men det er for langt for folk. Vi mistede i forvejen mange medlemmer ved den sidste flytning og selvom vi fik vores gamle lokaler tilbage, så var en del faldet fra. Men med den nye flytning vil vi ikke mere. Jeg ville gerne have taget et år mere, men jeg orker ikke endnu en flytning. Jeg er 80 år og synes ikke, at jeg kan tage endnu en kamp. Så derfor har vi nedlagt klubben,” siger Sonja Hansen, som er meget ked af, at Varden efter 25 år nu er historie.

”Jeg er rigtig ked af, at man behandler os på denne måde. Det handler om at spare, det ved jeg godt, men vi har ligget her i 25 år og haft så stor betydning for så mange ældre i området. Der er mange ældre, som nu kommer til at sidde alene. Vi føler os ærligt talt taget i rumpen, men det er sådan det er, og vi har nu lukket helt ned. Nu vil jeg nyde sommeren i min have og så sælge huset næste år,” siger Sonja Hansen.

Har gjort alt

Hos Ballerup Kommune beklager man beslutningen, der bunder i økonomi, men afviser samtidig, at man ’har lukket’ Varden.

”Vi har ikke lukket klubben, de har lukket sig selv. Torsdag den 28. marts skulle der efter planen afholdes den årlige generalforsamling. Forud for generalforsamlingen havde formanden meddelt, at hun ikke ville fortsætte som formand og der var ikke andre, der ville overtage posten. Der var 13 fremmødte og det blev oplyst, at det var det antal brugere, der var tilbage i Varden. Nogle meddelte, at de havde fundet andre aktiviteter, så med et medlemstal på ni og ingen, der ønskede at blive formand, var der enighed om, at det ville blive umuligt at videreføre Varden og man besluttede derfor at lukke samtidig med sæsonafslutningen den 25. april og det skulle gøres med en rigtig god frokost,” siger Eva Borg, centerchef i social- og sundhedsafdelingen i Ballerup Kommune. Hun fortsætter:

”Vi har i hele forløbet været indstillet på at finde et andet sted til dem, men hverken fælleshuset eller et andet lokale i Ballerup Boligselskab var de interesserede i. Så jeg synes faktisk ikke, at vi kunne gøre mere for dem”.

Hun fortæller, at flyttekravet bunder i økonomi, fordi Ballerup Kommune vil væk fra lejemål og ind i egne bygninger.

For dyrt

”Kommunen vil gerne ud af dyre lejemål og ind i egne bygninger. Samtidig var prisen steget voldsomt, så vi nu var oppe omkring 1000 kroner pr. mødegang. Det er tilsyneladende markedslejen. Derfor var vi også villige til at finde andre lokaler. Fælleshuset var ganske egnet, hvor der både var adgangsramper og gode rum med masser af plads til, at de kunne mødes, modsat de lokaler vi fandt sidste gang. Men det ville Varden ikke. Så vi har gjort alt, synes jeg. Vi er også ærgerlige over det, men nu er sagen altså lukket her for vores vedkommende,” siger Eva Borg.

Dermed ser det ud til, at 25 års hygge for de ældre i Varden fik en turbulent afslutning og nu er et overstået kapitel.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *