Næste omgang for Villa Blide
Villa-Blide-2-1.jpg
Den idylliske Villa Blide har fungeret som kursusejendom i mange år. Siden rykkede en cafe og coaching-virksomhed ind. Nu er lokalerne igen tomme, men snart skulle en ny erhvervs- lejer være klar til at flytte ind. Foto: Arkivfoto.
Ny chance Efter mindre end et år måtte lejerne af Villa Blide give op. Nu står den gamle bygning tom, men der er dialog med nye pengestærke lejere.

Ved indgangen til 2018 havde ægteparret Kokholm lejet sig ind i en del af de idylliske lokaler i Villa Blide ved Hareskoven. Meningen var, at der skulle drives kursusvirksomhed og en lille cafe skulle sørge for lidt mundgodt til de besøgende.

Mindre end et år efter måtte parret give op. Grundet sygdom og manglende kundegrundlag kunne de ikke få forretningen til at løbe rundt, og de måte derfor forlade lokalerne.

Nu har den kommunalt ejede bygning så stået tom i et halvt års tid. Men det betyder ikke, at bygningen får lov til at stå længe på den måde. For der er allerede nye planer.

Plads til erhverv

”Det kom som lidt af en overraskelse for os, at de hidtidige lejere måtte give op så hurtigt. Men der var en række faktorer der gjorde det. Vi har så efterfølgende drøftet forskellige muligheder. Blandt andet har vi drøftet, om vi kunne indrette skovbørnehave derude. Men vi er enige om, at den bedste løsning er at udleje det til erhverv og derfor er vi nu i gang med en dialog med flere interesserede lejere,” siger Mads Bo Bojesen, ejendomschef i Ballerup Kommune.

Han synes generelt, at der skal være god plads til iværksættere, og der har også været flere iværksætter inde over, men Ballerup Kommune har valgt at satse på større virksomheder, der kan overtage hele lejemålet.

”Vi vil som ejendomsbesidder gerne have en mere sikker lejer ind, der kan betale for den fulde leje. Vi havde talt om kontorfællesskaber, men vi vil ikke satse på mindre iværksættere og desuden vil vi også kunne komme til at konkurrere med eksempelvis World Trade Center. Det vil vi ikke, så derfor er vi nu i dialog med større spillere, der vil leje sig ind derude, ”siger Mads Bo Bojesen.

En nødløsning

Den nederste del af Villa Blide fungerer stadig som kommunale lokaler, hvor der er plads til en institution.

”Den nederste etage er indrettet til institution. Så hvis der er et akut behov for at flytte børn fra en institution, der eksempelvis er angrebet af insekter eller lignende, så kan vi flytte dem derud. Så det er en ’’nødudgang’’, vi gerne vil beholde. Men de andre etager skal så lejes ud til erhvervsformål,” siger Mads Bo Bojesen, som regner med, at der findes en lejer inden sommerferien.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *