En skoledag med fuld fart over feltet
Skole-OL-BB-02-21-19.jpg
Elever fra flere lokale skoler,dystede ved Skole-OL i Ballerup. Foto: Kaj Bonne
Atletik Omtrent 500 elever fra 4.-7. klasse dystede tirsdag og onsdag i den forgangne uge med løb, kast og masser af sjov, da Ballerup Atletik Klub afholdt det traditionsrige Skole-OL på Ballerup Atletik Stadion.

Allerede på turen ind til atletikstadion lugter der vådt. Men solen skinner og lyden af legende og grinende børn summer i den friske luft.

Det viser sig, at der netop nu er frokostpause, og mens nogle af de 250 femteklasse-elever slapper af i græsset eller ved klubhuset, løber andre rundt på det store stadionområde med vandflasker og vandslanger og sprøjter vand på hinanden. Bare for sjov og fordi det kan være svært at sidde stille i de tre kvarter, som sådan en frokostpause varer midt i andendagen af Skole-OL på Ballerup Atletikstadion.

Se flere billeder fra Skole-OL: billedgalleri

Sjov og alvor

Tirsdag og onsdag dystede i alt knap 500 elever fra fjerde til syvende klasse fra Skovlunde Skole Syd, Hedegårdsskolen, Måløvhøj Skole, afdeling Østerhøj, Baltorpskolen afdeling Rugvænget samt Balsmoseskolen fra Smørum og Hampelandskolen fra Ølstykke om adgang til den store OL-finale i Aarhus den 18.-21. juni.

Selvom stemningen var afslappet i frokostpausen, så blev der ellers dystet i discipliner som løb, både korte og lange distancer, stafet, længdespring og hylerkast, sidstnævnte er en mellemting mellem boldkast og spydkast.

Det er Ballerup Atletik Klub, der hvert år afholder Skole-OL, og det er frivillige fra klubben, der registrerer resultater og sørger for, at alt går godt blandt de mange deltagende børn.

Lokale vindere

De drabelige dyster udmøntede sig da også i konkrete resultater; fire skoleklasser – en fra hvert klassetrin – gik videre til den store finale.

Det var 4.f fra Skovlunde Skole syd med en total score på 600 point og Måløvhøj Skole, afdeling Østerhøj, hvor 5.e løb med sejren blandt femteklasserne med 476 pont. For sjetteklasserne var det Hampelandskolens 6.a der fik 589 point, og det var Balsmoseskolens 7.b der løb med sejren blandt syvendeklasserne med 594 point.

De kan nu glæde sig til at kæmpe videre til Skole-OL finalen i juni.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *