Topkarakter i jobskabelse
Jobcenter-02-BB-21-19.jpg
Jobcenter Ballerup er rigtig gode til at få folk i job, viser nye tal fra beskæftigelsesministeriet. Jobcentrets stabschef Julie Honore og formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, Musa Kekec (A), glæder sig over, at nytænkning har givet resultat. Foto: Kaj Bonne. Foto: Kaj Bonne
Jobskabelse Ballerup Kommune er blandt de bedste kommuner i landet til at få ledige i job. Det viser de nyeste tal fra Beskæftigelsesmini-steriet. Nytænkning og en aktiv erhvervs- indsats har givet gevinst.

Hvis man er ledig, så er der store chancer for at komme i job, hvis man bor i Ballerup Kommune. De nyeste tal fra beskæftigelsesministeriet viser i hvert fald, at Ballerup er hoppet fra en 12. plads til en sjetteplads blandt landets kommuner, når det kommer til at få ledige i jobs og dermed ud af offentlig forsørgelse.

Det er tal, der glæder formanden for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, Musa Kekec (A).

En ny tilgang

”Vi har fået en ny tilgang til vores indsats på det område. Vi sætter borgeren i centrum og samtidig sørger vi for at matche behovene hos både virksomhederne og den enkelte borger. Vi stiller krav, men vi stilller også krav til os selv.

For vi vil gerne møde borgerne i øjenhøjde og sørge for, at de får en følelse af, de de reelt får nogle muligheder for at rykke sig,” siger Musa Kekec.

Han understreger, at Ballerup Kommune benytter sig af en databaseret tilgang til arbejdet og hele tiden måler på, hvad der virker og hvordan man kan udvikle indsatsen.

”Vi har haft modet til at tænke nyt og sørge for at matche borgerne med virksomheder. Vi har været aktive i vores erhvervstilgang og det har gjort, at virksomhederne nu ser os som en professionel medspiller,” siger Musa Kekec, som samtidig roser personalet på Jobcenter Ballerup, for at tænke nyt og udfordre den gængse opfattelse af, hvad et jobcenter er.

Skaber et match

”Vi går ud til virksomhederne med nogle varer, vi egentlig ikke har på hylderne. Men vi efteruddanner og opkvalificerer vores borgere og sørger for at skabe et match mellem dem – og dermed har vi pludselig nogle helt andre tilbud til vores virksomheder. Det har de forstået, og derfor har vi fået opbygget et tillidsforhold og en god relation til virksomhederne. Det er vigtigt for os, at vi fjerner de gamle fordomme om, hvad et kommunalt jobcenter er, og tilpasser os de virksomheder, vi har i kommunen,” siger Bendy Juhl Rasmussen fra virksomhedsservice i Jobcenter Ballerup.

Jobcentret har også et specielt fokus på de ledige, der har været ude af arbejdsmarkedet i mange år eller som måske aldrig rigtig har væet inde på det.

”Det handler også om at sætte realistiske mål for folk, der måske har været på kontanthjælp i 10-15 år og som slet ikke har forudsætninger for at kende arbejdsmarkedet og de krav man stiller. Vi finder faktisk en del deltidsjobs og på den måde får vi folk ind på arbejdsmarkedet på de præmisser, de er i stand til,” siger jobcenterkonsulent Jakob Damm, der står for kontakten til de langtidsledige.

Sjovt at arbejde

Begge ansatte mener, at det er sjovere at være ansat på jobcentret, når der bliver tænkt nyt og anderledes.

”Det er sjovere at gå på arbejde, når vi faktisk er i dialog med borgerne og gør en forskel. Når vi tør tænke nyt og gå nye veje og kan se, at det virker,” siger Bendy Juhl Rasmussen.
Ifølge udvalgsformanden handler det om at stille krav, både til borgeren og til sig selv.

”Den gamle tankegang om ’at det er synd for dig og du skal bare have nogle penge og passe dig selv’ tror vi ikke på.

Vi stiller krav om, at borgeren selv deltager aktivt. Til gengæld sørger vi også for at stille krav til os selv og sætte den enkelte borger i centrum,” siger Musa Kekec, som også fremhæver integrationsindsatsen for især kvinder med indvandrerbaggrund og en speciel enhed, der arbejder med at resocialisere tidligere bandemedlemmer og få dem ind på arbejdsmarkedet.

”Det kræver mod og vilje til at tænke anderledes og tænke på det hele menneske i jobindsatsen. Det er noget vi har arbejdet med i flere år og det har ikke altid været lige populært, men nu ser det ud til, at vi er lykkedes eller i hvert fald er på rette vej,” siger Musa Kekec.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *