På tur med ’’rynkerne’’
Jeanette-Sonne-TEam-Rynkeby.jpg
Jeanette Sonne er for tredje gang hoppet i pedalerne og er klar til at tage turen til Paris på cykel med Team Rynkeby.
Om fem uger kører Team Rynkeby afsted mod Paris. Med i truppen er Jeanette Sonne fra Egebjerg, der glæder sig til sin tredje tur i gult.

De triller rundt på landevejene i de letgenkendelige gule trøjer og på deres flotte, gule racercykler. Rynkerne, kalder de sig, ikke fordi de er særligt rynkede, men fordi de er cykelryttere fra Team Rynkeby – det store velgørenhedscykelløb, hvor en masse glade motionscyklister hvert år cykler fra Danmark til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

Blandt de 2.100 cykelryttere, som er med i år, er Jeanette Sonne fra Egebjerg, Hun har tidligere kørt med ’københavnerholdet’ i 2015 og 2016, men i år er det med et nyt team: Team Rynkeby Vestegnen, hvor de er cirka 50 ryttere og en 15-20 hjælpere med på turen.

Benhårdt og intenst

Løbet finder sted fra 29. juni til 6. juli, og på den uge skal Jeanette og de andre ryttere tilbagelægge over 1.200 kilometer på cykel.

”Det er benhårdt, ingen tvivl om det. Og der er mange gange undervejs, hvor man spørger sig selv; hvorfor er det lige, jeg gør det her,” fortæller Jeannette og tilføjer:
”Men det er også bare en kæmpe oplevelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet, jeg har prøvet. At trille ind i Paris på én lang, lang række, mens flere tusinde står og tager imod, jubler og klapper. Det er simpelthen så intenst.”

Alle gode gange tre

Jeanette Sonne kørte med Team Rynkeby for første gang i 2015.

”Jeg havde en nær kollega, som havde et barn med leukæmi. Det er jo en forfærdelig situation. Man er så magtesløs og kan bare stå og se til på sidelinjen, mens man håber på det bedste. Men så hørte jeg om Team Rynkeby og tænkte; Det er da det, jeg kan gøre!”

Hun gjorde det igen året efter og holdt så pause et par år, men nu er hun ved at være i topform igen og klar til tredje tur.

”Det er en tur, der slider på folk både psykisk og fysisk. Men det er også en tur, hvor man knytter nogle helt særlige bånd. Sammenholdet er helt unikt,” fortæller hun.

Team Rynkeby Vestegnen bliver sendt afsted med fest og farver fra Brøndby Stadion den 29. juni og lander lørdagen efter i Paris.

 

Faktaboks: Om Team Rynkeby

Team Rynkeby kører til Paris for 18. gang fra den 29. juni til den 6. juli 2019. Projektet består af 2.100 cykelryttere og 500 hjælpere fordelt på 54 lokale hold fra syv lande: Danmark (19 hold), Sverige (16 hold), Norge (9 hold), Finland (7 hold), Færøerne (1 hold), Island (1 hold) og Tyskland (1 hold).

Team Rynkebys primære formål er at indsamle penge til børn med kritisk sygdom. I Danmark samler Team Rynkeby ind til to organisationer: Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

I 2018 indsamlede Team Rynkeby godt 70,4 millioner danske kroner til kampen mod børnekræft i Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne og Island – heraf gik de 29,4 millioner kroner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

Kilde: www.team-rynkeby.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *