Bente har udforsket 1000 års lokalhistorie
BENTE_DAHL_HANSEN-copy.jpg
Bente Dahl Hansen i sit es - i de gamle arkivalier på jagt efter stof til bogen.
Med et veludviklet detektivgen, endeløs tålmodighed og god hjælp fra en masse andre mennesker, er det lykkedes Ballerups første stadsarkivar Bente Dahl Hansen at sætte sidste punktum for Ballerups og Skovlundes historie i en ny, stor lokalhistorisk bog, som kommer på gaden i dag.

Har du nogensinde tænkt over, hvad der lå lige dér under dine fødder for 1000 år siden? Hvem har betrådt jorden, hvordan så de ud, hvad lavede de, og hvad levede de af? Nu er der godt nyt, hvis du er interesseret i lokalhistorien.

Bogen ’Ballerup og Skovlunde – om dem der var her før os. Fra Landsby til Stationsby og Forstad’, udkom nemlig mandag den 20. maj. Det skete ved en reception på Ballerup Rådhus i Stadsarkivets lokaler.

Bogen er på 538 sider med 357 illustrationer, og den gennemgår Ballerup og Skovlundes historie fra middelalderen og helt frem til i dag.

Tidligere borgmester satte skub i bogen

Forfatteren og redaktøren bag bogen er Bente Dahl Hansen. Hun er uddannet cand.mag, og hun var Ballerup Kommunes første stadsarkivar. I 1997 udgav hun bogen ’Måløv en by på landet’, og det var netop den bog og daværende borgmester Ove E. Dalsgaard, som fik hende på forfattersporet af den nye bog.

”Allerede dengang opfordrede Ballerups daværende borgmester Ove E. Dalsgaard mig til at skrive en bog, der dækker kommunens andet gamle sogn, som bestod af landsbyerne Ballerup, Skovlunde, Pederstrup og Ågerup,” fortæller Bente Dahl Hansen, mens hun står blandt et utal af mapper og papirer i Stadsarkivet, der har til huse i kælderen på Ballerup Rådhus.

Ønsket om at skrive en bog om Ballerup og Skovlund var stort, men der gik dog lang tid, før hun kunne begynde det nye projekt.

”Efter Måløv-bogen ville jeg gerne i gang med arbejdet, men først da jeg blev pensionist i 2011 som 70-årig, blev det muligt at finde tiden til det. Jeg allierede mig med tidligere viceborgmester og stadsingeniør Vagn Tovgaard, der havde en hel særlig viden om, hvad der var sket på byplanlægningssiden og i undergrunden i Ballerup Kommune,” siger Bente Dahl Hansen.

Det store bogprojekt blev delt mellem de to. Bente Dahl Hansen har skrevet historien om Ballerup Sogns landsby- og stationsbytid fra omkring år 1000 til cirka 1950, og Vagn Tovgaard har beskrevet forstadsperioden fra 1950 til cirka 2000.

Hendes medforfatter nåede desværre ikke at være med til at skrive bogen færdig og opleve den blive udgivet. Vagn Tovgaard døde i 2017 i en alder af 91 år, og derfor har Bente måtte sætte det sidste punktum for Ballerup og Skovlundes skrevne historie alene.

Som at løse detektivopgaver

De fleste kan sikkert tænke sig til, at det er et stort arbejde at skabe en historisk bog, der går 1000 år tilbage. Derfor har Bente også måtte trække på sit detektivgen.

”At finde dokumentation til at skrive historiske bøger er som at løse detektivopgaver. Man leder blandt arkivalierne, til man finder oplysninger, der er gangbare, men man leder også mange gange, mange timer forgæves,” fortæller Bente Dahl Hansen.

”Jeg valgte at gøre bogen kronologisk og så indsætte nogle glimtvise tidsbilleder om, hvordan de mennesker, der har været her før os, levede og fungerede. Hvad der skete i deres dagligdag, og hvordan de har brugt og udformet området. Netop at kende dem der var her før os, kan give os en forståelse af, hvordan livet udviklede sig fra dengang til nu, og hvorfor her rent fysisk ser ud, som der gør,” fortæller Bente Dahl Hansen.

Med et skævt smil – og i en bibemærkning – nævner Bente Dahl Hansen, at en del af arkivalierne, der står på flere kilometer hyldeplads i kælderen på rådhuset i Ballerup Stadsarkivs magasiner, er skrevet i gotisk håndskrift.

”Det er et spørgsmål om vane at læse det, men selvfølgelig er der forskellige håndskrifter, og der kan være nogle slemme kragetæer imellem, men det er helt klart bare et spørgsmål om læsetræning.”

Læsevenlighed og et hav af illustrationer

Ud over at give en historisk korrekt fremstilling har sproget i bogen også været et fokusområde for bogens redaktør. Der er blevet lagt mange kræfter i at gøre bogen så læsevenlig som muligt for den almindeligt interesserede borger.
Det er blandt andet sket ved at forsyne den med så mange relevante illustrationer som overhovedet muligt. 357 er det blevet til, og de fortæller på hver deres spektakulære måde 1000 årshistorien.

Bente Dahl Hansen er desuden taknemmelig for, at hun har haft mulighed for at arbejde med noget, som udover at være hendes fag, også er hendes store hobby og hun håber, at rigtig mange lokale vil få glæde af at læse bogen.

”Fortiden sætter altid sit præg på eftertiden, både den rigtig gamle, den gamle og den nyeste fortid – dagen i dag er historie i morgen, slår Bente Dahl Hansen fast.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at her sidder et menneske, der brænder for historie – en passion, som nu kommer en masse mennesker i Ballerup og Skovlunde til gavn ved udgivelse af bogen.

”At projektet lykkedes, skyldes også hjælp fra en lang række mennesker. Jeg er mange mennesker en meget stor tak skyldig,” understreger hun

Bogen på 538 sider kan købes på Ballerup Bibliotek og i Skovlunde Kulturhus fra den 21. maj – eller lånes på Ballerup Bibliotekerne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *