Pia K. i pølsevognen
Pia-K-hos-Bjarnes-8.jpg
Pia Kjærsgaard delte pølser ud til de mange fremmødte. Foto: Henrik S. H. Brøndberg
fv19 Dansk Folkepartis kandidat her i Ballerupkredsen, Pia Kjærsgaard, lagde vejen forbi Bjarnes Pølser i Ballerup i går, hvor hun delte gratis pølser ud og fik en snak med vælgerne.

Bjarnes Pølser er berømt langt ud over kommunegrænsen og er flere gange blevet kåret som ‘Danmarks bedste pølsevogn’. Men selvom mange kommer langvejs fra for at dyppe pølsen i en af Bjarnes helt unikke dressinger, så var der alligevel mere end almindelig trængsel ved pølsevognen foran Ballerup Rådhus i går eftermiddag. 

Årsagen var, at der var ‘gæstebartender’ i vognen. Dansk Folkepartis, Pia Kjærsgaard, som er folketingskandidat i  Ballerupkredsen, var trukket i forklædet og hoppet pølsevognen, hvor hun delte gratis pølser og brød ud til vælgerne. 

Hun havde ved samme lejlighed inviteret et par repræsentanter fra foreningen Politihestens Venner med – samt et par pensionerede politiheste, der dog måtte nøjes med gulerødder til eftermiddagssnack.

De mange fremmødte fik en snak, et håndtryk og måske et billede med den populære DF’er, der ligesom de mange andre kandidater til folketingsvalget den 5. juni har travlt med valgkampagne og et hav af debatmøder i disse dage. Efter pølsehyggen i Ballerup skulle Pia K. videre til Blondies Pub i Glostrup, hvor den stod på fællessang og fyraftensøl. 

Fotos: Henrik S. H. Brøndberg



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *