Svar til Kim Valentins indlæg om privatskoler
Debat Den 21.maj kunne jeg læse Kim Valentins skrækbillede i debatindlæg i FV2019 i Ballerup Bladet om, at socialdemokratiet ”vil ødelægge din lokale privatskole”.

Kim V. glemmer at nævne, at folkeskolen har været igennem massive besparelser, og mens Venstre fortsætter reduceringen af folkeskolens budgetter, vil Venstre give fri- og privatskoler højere tilskud til at klare den opgave, som folkeskolen inklusiv specialområdet skal klare med færre midler.

Politikerne har pålagt folkeskolen opgaver, der skulle være til gavn for samfundet. Eksempelvis længere skoledage, bindende og fælles mål, nationale test, inklusionsindsats med mere.Men fri- og privatskolen har ikke samme krav og opgaver. På folkeskoleområdet er der frit skolevalg, men på fri- og privatskoleområdet vurderer og/eller tester man det enkelte barn.

I folkeskolen kan der være op til 28 i klasserne, på fri- og privatskoler reklameres med 18-21 elever. Flere og flere unge i Danmark har det ikke godt. Udgifterne til inklusion er steget markant i folkeskolen. I fri- og privatskoler kan de selv vælge, hvilke elever de ønsker, samtidig med, at skulle samarbejdet med barn/forældre blive for vanskeligt, kan de udskrive eleven.

Socialdemokratiet støtter, at der findes alternative skoletilbud, men koblingsprocenten er blevet for høj, i dag 76.

Koblingsprocenten angiver, hvor stort et tilskud fri- og privatskoler modtager pr. elev i forhold til gennemsnitsudgiften til en folkeskoleelev. Socialdemokratiet ser gerne på en regulering af koblingsprocenten i yderområder.

Folkeskolen er et vigtigt og bærende fundament for vores kultur og sammenhængskraft. Det er folkets skole, hvor vi alle lærer om og af hinanden. Kære Kim, du burde i stedet for din skrækkampagne, rejse en kampagne for flere penge og massiv støtte til folkeskolen, så vil en koblingsprocent på 71 give mange flere penge til fri- og privatskolerne end de har i dag – og så vil alle jo vinde på sagen.



2 kommentarer om “Svar til Kim Valentins indlæg om privatskoler”

  1. Mikael Wandel siger:

    Du glemmer at privatskolerne får 76% af den andel man bruger på folkeskolen pr. Elev, set vil sige at hvis man sætter en besparelse ind på folkeskolen ja så bliver tilskudet mindre til privatskolen, det samme gælder den anden vej rundt.
    Så dit argument holder ikke !

  2. Peter Hertz siger:

    Det vil jeg nu mene, at den gør. Jeg taler om koblingsprocenten er for høj. Du udleder af mit debatoplæg, at hvis koblingsprocenten skal gå fra 76 til 71, betyder det, at tilskuddet til folkeskoleeleven også skal gå fra 76 til 71. Jeg mener ikke, at folkeskolen skal have færre midler ved koblingsprocenten ændring fra 76 til 71, men at fri og privatskoler skal have en mindre andel af gennemsnitsudgiften til en folkeskoleelev.
    Så argumentet holder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *