Frihed frem for alt -bare det er grønt
Stine-Rahbek-03-22-19.jpg
Stine Rahbek Pedersen går efter at tage den grønne dagsorden ind fra Ballerup ind til Christiansborg. Foto: Kaj Bonne.
fv19 Stine Rahbek Pedersen går benhårdt efter at komme i Folketinget, selvom hun kun har siddet kort tid i kommunalbestyrel-sen. Kampen for klimaet, naturen og retfærdigheden sover aldrig for den rød-grønne forkæmper.

”Det er det grønne, der har drevet mig, siden jeg begyndte på geologi-studiet i 1999. Først var det naturen og siden klimaet i et større perspektiv. Jeg valgte dog at droppe studiet og læste siden tech.sam på RUC og i dag arbejder jeg med grøn omstilling og grøn teknologi i Furesø Kommune. Det handler for mig om, at folk skal tage de grønne valg. Men det er op til folk selv, hvordan de træffer dem og hvad de gør – bare de gør noget,” siger Stine Rahbek Pedersen og fortsætter.

”Vi vil ikke tage folks handlefrihed. Vi skal gå forrest med elbiler og der skal også være afgifter på eksempelvis flyrejser. Men de skal stige med antallet af rejser, så alle kan få råd til at komme på ferie. Folk må selv gøre, hvad de vil, men de må så også betale, hvad det koster for at kompensere,” siger den 41-årige rød-grønne klimaforkæmper, som blev valgt ind for Enhedslisten i kommunalbestyrelsen i Ballerup i 2017.

En liberal rød

Men allerede nu er Stine Rahbek Pedersen i fuld gang med at forsøge at blive valgt ind i Folketinget. For hende er kampen for netop klimaet, det grønne og retfærdigheden en for vigtig kamp på landsplan til at lade ligge.

Men hun rammer en pæl igennem fordommen om, at hun som miljøforkæmper vil tvinge noget ned over hovedet på folk.

”Vi er faktisk meget frihedselskende og på det område mere liberale end mange partier i blå blok. Jeg vil gerne give folk størst mulig frihed, det vigtigste er, at alle skal med. Der er meget langt til fordommen om, at vi hylder Moder Rusland og den slags. Nej tak, siger jeg bare. Både på skoleområdet og på andre områder hylder vi faktisk friheden og folks eget valg. Men der er nogle valg og nogle retninger, som vi gerne vil gå i,” siger Stine Rahbek Pedersen.

Som vi sidder i haven i familien Rahbeks rækkehus i Måløv er det tydeligt, at det grønne har høj prioritet. Den er lidt vildtvoksende og nærmest saftig i det fugtige vejr, og hun taler entusiastisk om den skolehave, som ligger lige på den anden side af vejen og hvor børnene ofte kommer og får noget jord under neglene. Det er en af måderne at få nærvær med børnene i en travl hverdag, hvor hun skal prioritere sin tid benhårdt. For der er mange ting, der skal gøres.

Effektiv økonomi

”Det er stadig natur og klima, jeg brænder for, både i mit arbejde og i det politiske. Men en af mærkesagerne er også at bruge de offentlige penge effektivt. Det koster så mange penge at vi ikke bruger pengene ordentligt i den offentlige sektor. Synes jeg, at vi skal have en større offentlig sektor? Ikke nødvendigvis. Men pengene skal bruges ordentligt. Større frihed til skoler og institutioner og mindre indblanden fra poltisk side. Så mere værdi for skattepengene er også noget, jeg vil kæmpe for,” siger Stine Rahbek Pedersen, som også vil have fokus på netop retfærdighed.

”Vi skal sørge for, at alle er med. Vi er et så rigt samfund, at vi sagtens kan sørge for, at fattigdom ikke er noget, som børn skal opleve. Uanset hvilken kamp vi skal kæmpe, så skal vi altid sørge for at have alle med,” pointerer hun.

Stadig lokal

Hvis Stine Rahbek Pedersen bliver valgt ind i Folketinget er det som udgangspunkt slut med at sidde i kommunalbestyrelsen såvel som at arbejde i Furesø Kommune.

”Vi har ikke dobbeltmandater, så som udgangspunkt vil jeg ikke sidde i kommunalbestyrelsen. Men det er ærgerligt, for jeg elsker hele Ballerup, og jeg synes, det er vigtigt, at man er tæt på sit lokalsamfund. Derfor regner jeg da også med fortsat at være aktiv i klubber og foreninger, så jeg stadig har den tilknytning til det lokale. Det er vigtigt, så man ikke kommer ind i den der Christiansborg-boble. I klubberne og foreningerne får jeg den fulde sandhed fra folk, og det tror jeg er sundt, ” siger Stine Rahbek Pedersen, der har fuld opbakning fra familien til sit nye ’eventyr’.

”Jeg er i forvejen en meget aktiv person med rigtigmange ting i gang, samtidig med at jeg kan prioritere mit privatliv, så det er jeg fuld af fortrøstning overfor. Desuden kan jeg i Folketinget få en rigtig god platform for at påvirke et helt land. Jeg synes, vi har fået mange ting gennemført lokalt, og det vil være fedt at få det overført på landsplan,” siger Stine Rahbek Pedersen, der i den grad har fået den grøn-ne politiske bacille så meget ind i blodet, at den lokale kamp ikke er helt nok.

Fra Ballerup til Borgen: Som optakt til folketingsvalget den 5. juni, møder vi de lokalt bosiddende kandidater til en snak om politik, mærkesager og hvilke tanker de gør sig om at stille op til Folketinget. I denne uge har vi talt med Stine Rahbek Pedersen fra Enhedslisten, i sidste uge var det Lone Madsen fra Nye Borgerlige, i næste uge er det Thomas Anker fra Alternativet.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *