Giv psykiatrien en stemme
Debat En velment, men alvorlig hilsen fra SIND Ballerup Furesø Herlev om at sætte psykiatriens vilkår på dagsordenen i valgkampen.

Til trods for at mindst 50 procent af vælgerne er berørt af psykiske lidelser på den ene eller den anden måde, så fylder psykiatrien stadig for lidt i valgkampen.

Den borgerrettede indsats for mennesker med psykiske lidelser ligger ude i kommunerne og regionerne, men det er Folketinget, der fastlægger rammerne for indsatsen. Det er vigtigt, at vi alle stemmer på én, der vil gøre noget særligt for psykiatrien.

Psykiatrien er sakket alvorligt bagud økonomisk i perioden 2001-2016 og er på trods af løfter fra politisk side ikke ligestillet med somatikken (de fysiske sygdomme), se blot her: 66 procent flere patienter, 31 procent flere ressourcer er lig med 21 procent færre ressourcer per patient fra 2001 til 2016.

Vi må forvente, at politikerne lever op til dette løfte om at ligestille psykiatri og somatik og afsætter penge til en genopretningsplan for psykiatrien med ekstra 1,5 milliarder kroner om året.

Det er politikerne på Christiansborg, der bestemmer rammevilkårene for psykiatrien.

Valget handler også om en sundhedsreform, hvor psykiatrien skal tydeligt med. Psykiatrien er stort set fraværende i forslaget, derfor er det så vigtigt at gøre opmærksom på, at løsninger af psykiatriens særlige problemer skal inddrages, når eller hvis strukturen ændres efter valget.

Bedre sammenhæng, mere nærhed og patientrettigheder kan fint implementeres uden en ny struktur.
SIND er partipolitisk uafhængig. Vi peger ikke på bestemte partier eller lister. Vi peger på langt bedre vilkår for den samlede psykiatri og opfordrer alle til at stemme personligt på én, der vil gøre noget særligt for psykiatrien. Gør vi alle det, så flytter det mandater.

Når stemmerne er talt op efter folketingsvalget, må der gerne være endnu flere folketingsmedlemmer, der vil gøre noget særligt for psykiatrien.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *