”Jeg indså, at der er en systemfejl”
Thomas-Anker-22-19.jpg
Thomas Anker tog udgangspunkt i sin egen livskrise, da han tog det poltiske spring ind i Alternativet, hvor han nu håber at komme ind i Folketinget. Foto: Foto: Kaj Bonne
Politik Der var fuld fart på livet med job, familie og en masse jern i ilden. Men så ramte virkeligheden Thomas Anker og vejen ind i politik var banet. Nu vil den 44-årige gymnasielærer fra Skovlunde i Folketinget for Alternativet.

Når man passerer indkørslen til villaen i Skovlunde, falder blikket straks på den ret store dieselbil, der står i indkørslen. Det kan undre, når man ved, at bag døren til huset bor Thomas Anker, gymnasielærer og kandidat til folketinget for Alternativet. Men den bil vender vi tilbage til.

For den 44-årige far til to og tidligere elitehåndboldspiller gør meget ud af at pointere, at han netop bare er en almindelig mand med et almindeligt liv. Men derfor kan man sagtens have en masse ambitioner om, hvordan man skaber et bedre samfund. For Thomas Anker kom den politiske ambition samtidig med, at hans liv tog en ganske overraskende drejning.

Trak stikket

”Grunden til, at jeg gik ind i politik var mit eget middelklasseliv. Jeg var ganske enkelt ved at gå ned med stress for tre år siden. Jeg har altid været meget aktiv, havde fuld fart på, var lærer, familiefar og frivillig i Skovlunde og Rødovre i flere foreninger. Jeg var vant til, at der skulle være et højt, og meningsfuldt aktivitetsniveau. Pludselig kunne jeg ikke få det hele til at hænge sammen. Jeg måtte drosle gevaldigt ned og der begyndte jeg at indse, at der er en systemfejl,” siger Thomas Anker, som derefter tog konsekvensen og meldte sig ind i Alternativet, hvor han var medstifter af den lokale forening i Ballerup.

Siden har han arbejdet benhårdt for at udbrede synspunkterne fra det grønne parti.

”Jeg arbejder stadig meget, men jeg er blevet meget mere opmærksom på betydningen af kontrol og de faktorer, der får tingene til at skride for os. Vi opfører os meget ubevidst i dagligdagen på en dyrisk måde og giver alt for lidt plads til empati og fornuft. Det er også de drivkræfter, der driver Alternativet,” siger Thomas Anker.

Hans mærkesager er især uddannelse, som han som gymnasielærer med fag i psykologi og idræt, har tæt inde på livet og dertil klima, natur og sundhed.

”Uddannelse er mit fag område og det har jeg en stor viden om, så det er klart, at det er et område, som jeg brænder for. Men jeg har også været meget engageret i sagen om Sømosen og brænder rigtig meget for naturen og det klima, som vi alle har et stort ansvar for at passe på,” siger Thomas Anker, som godt ved, at Alternativet i manges øjne fremstår som et mere frelst parti, som derfor skal opføre sig lidt bedre og mere politisk korrekt end andre.

Mere end gøgl

”Vi er blevet framet som et frelst parti og som gøglere og freaks. Men jeg er bare en almindelig mand med et almindeligt liv med familie og ting, der skal hænge sammen. Derfor har jeg også en stor bil, endda diesel-bil. Jeg har haft en masse gamle skrammelkasser men i længden var det faktisk mere økonomisk med en ny bil på det tidspunkt, hvor vi købte for fem år siden. Måske havde valget været anderledes, hvis afgiftssystemet havde været ligesom i Norge. Vi er generelt ikke bedre end andre, men det er svært at komme ud af den der framing af at være gøglere på den useriøse måde. Vi har masser af seriøs politik og vi har masser af konkrete forslag til, hvordan vi kan løse de problemer vi står overfor,” siger Thomas Anker, som i øvrigt med en skævt grin påpeger, at det faktisk er ret svært at blive gøgler.

Vigtigt lokalt arbejde

Hvis han ikke bliver valgt ind i Folketinget kunne Thomas Anker måske godt forestille sig at gå efter at komme ind i kommunalbestyrelsen. Der er nemlig masser af lokalt arbejde, som er vigtigt, mener han.

”Hvorfor skal vi være 52.000 borgere i Ballerup i fremtiden. Det handler ikke kun om økonomi, men også om natur og boligformater med mere fællesskab. Vi skal skabe en kommune og et samfund, der baserer sig på andet end bare vækst og økonomi. Jeg genopstiller i hvert fald, for der er så meget der kan gøres. Det er for vigtigt til at lade være,” siger Thomas Anker, som har familiens fulde opbakning til det politiske projekt.

”Det er et individuelt egoistisk projekt, men på fællesskabets vegne, men tidsmæssigt stopper det med aktivitet i alle døgnets vågne timer efter valget. Enten bliver jeg valgt ind og så har jeg orlov fra jobbet og måske drosler jeg ned for mine andre frivillige projekter, eller også så fortsætter jeg med jobbet og så må en del af det politiske blive droslet ned,” siger Thomas Anker.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *