Et kig ned til fortiden
præstegård.jpg
Byggeriet af en ny præstegårdsbygning ved Ballerup Kirke er blevet forsinket af en række oltidsfund i baghaven. Nu bliver et stykke lokalhistorie afdækket.

I begyndelsen af maj skulle menighedsrådet ved Ballerup Kirke have givet startsignalet til byggeriet af en ny præstegårdsbygning bagved den nuværende præstegård på Præstevænget i Ballerup.

Men forinden havde man fået lavet en arkæologisk forundersøgelse, som det hører sig til, og der gjorde arkæologerne fra Kroppedal Museum en række interessante historiske fund, der nu har fået hele projektet udskudt.

På det grønne areal fandt man under jorden rester fra en gammel storbondegård, potteskår og mønter tilbage fra 1100-1200-tallet.

Siden den 10. maj har arkæologerne arbejdet i udgravningsfeltet for at afdække de historiske fund og sikre dem for eftertiden.

Plads til aktiviteter

”Vi har længe haft byggeplaner, der går ud på at opføre en ekstra bygning, helt magen til den eksisterende præstegård, bare spejlvendt. Men for at undgå, at byggeriet skal sættes i stå, fik vi lavet en forundersøgelse og der fandt Kroppedal Museum en hel del historiske ting, som de nu udgraver. Det har forsinket byggeriet en del, men det er vigtigt, at vi får de historiske ting sikret. Så vi håber at komme i gang med byggeriet efter sommerferien,” siger Ebbe Nachin Truels Jensen, formand for menighedsrådet ved Ballerup Kirke.

Den ’nye’ præstegård, der foreløbig lyder navnet ’Folkekirkens hus’, skal ikke indeholde en præstebolig, men derimod mødelokaler, festlokale, køkken og andre ting, der skal give mere plads til arbejdspladser i den eksisterende præstegård.

”Vi har brug for mere plads til aktiviteter og derfor har vi valg at dele tingene op, så den nuværende bygning vil indeholde kontorer og arbejdspladser og den nye vil komme til at være til de forskellige aktiviteter vi har,” siger Ebbe Nachin Truels Jensen.

Det er endnu for tidligt at afsløre for mange detaljer om fundene i haven, men det anslås, at fundene er blandt de ældste fundne bebyggelser i Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *