Børn fra Skovlunde og Herlev dyster i Jr. NBA-finalen
Ballerup-jr.-nba-2019.jpg
basketball Fredag 14. juni mødes elever fra hele landet for at kæmpe om årets Jr. NBA basketballtrofæ i Gentofte. Blandt holdene er et fra Skovlunde Skole og et fra Herlev Privatskole.

I februar startede 80 danske folkeskoler og fritidsklubber med at spille mod hinanden, som hver sit officielle basketball NBA-hold i skoleturneringen ”Jr. NBA League” i Danmark. De mødtes i sportshaller og gymnastiksale rundt omkring i det danske land, driblede, hoppede og kastede mens deres kammerater heppede på sidelinjen.

Skoleklasserne fra Herlev og Skovlunde kom på en 1. og 2. plads i turneringen og skal nu mødes og kæmpe om titlen som Jr. NBA mestre. Hver skole/klub har stillet med 15 spillere fra 4.-6. klassetrin.

Finalestævnet bliver en kæmpe festdag. 32 hold skal mødes i de 16 indledende kampe som leder op til den store finalekamp om eftermiddagen. Basketballstjernen Josh Richardson vil være med til at lave træningssessions for børnene og stille op til foto, autografskrivning, snak og ’highfives’. Josh Richardson har været hos Miami Heat i fire år, er intet mindre end deres topscorer, han er 25 år og fra Oklahoma i USA.

Mulighed for at komme til USA og spille

Jr. NBA League er udbredt i mere end 25 lande verden over og blev med stor succes afholdt for første gang i Danmark forrige år. BørneBasketFonden er NBA’s officielle danske samarbejdspartner og har igen i år udrullet den landsdækkende skoleturnering i samarbejde med Basketligaen.

Efter turneringen får to spillere mulighed for at blive udtaget til den internationale Selection Camp. Det er en femdages camp, hvor de udvalgte spillere fra forskellige lande møder hinanden og træner basketball og skaber nye kammeratskaber.

I år var de to danske unge i Bologna, Italien. På denne Camp bliver der udtaget et officielt ”Jr. NBA Team” bestående af 10 drenge og 10 piger, som skal til USA og spille den internationale turnering ”Jr. NBA Global”. I alt 12 hold fra forskellige dele af verden, herunder hold fra USA og seks hold fra resten af verden, skal dyste mod hinanden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *