BHP-ånden lever videre
BHP-farvel2-copy.jpg
Medarbejderne på scenen til fællessang ved tirsdagens farvelfest på Ballerup Herlev Produktionshøjskole.
Denne sommer lukker Ballerup Herlev Produktionshøjskole og genopstår som FGU Nord, derfor var der farvelfest på skolen tirsdag den 4. juni.

Det var både vemodigt og festligt, da Ballerup Herlev Produktionshøjskole (BHP) tirsdag eftermiddag havde inviteret til ’farvel og tak-fest’ på Lautrupgård, hvor de har haft hjemme siden 1999.

BHP lukker med udgangen af juli, men genopstår i august som FGU Nord, der er en helt ny forberedende grunduddannelse, som erstatter en række eksisterende tilbud – blandt andet produktionsskoleforløb.

Og selvom der kommer til at være en masse nyt, så vil der også være en masse som bliver nogenlunde, som man kender det i dag. Blandt andet vil BHP’s forstander Tina Jensen fortsat stå i spidsen som rektor på det nye FGU Nord, der også får en skole i Gladsaxe.

”Jeg har været med her på BHP siden 2003 som lærer, og fra 2008 tog jeg over som forstander. Jeg synes virkelig, vi har fået skabt en super fed skole for både elever og lærere,” fortæller Tina Jensen over en kop iskaffe og et stykke jordbærtærte i solen i gården, hvor der stille og roligt støder flere og flere gamle og nuværende elever og medarbejdere til.

Mit hjertebarn

Der er rigget til på scenen med instrumenter, mikrofoner og højttalere – klar til underholdning fra skolens musikalske elever og lærere senere på dagen. Til al held viser den danske sommer sig fra sin bedste side og får det til at være noget sjovere at sidde og sludre ved langbordene i den store gård.

”Jeg har altid understreget, når folk har kaldt os for en produktionsskole, at vi er en produktionshøjskole – med vægt på ’højskole’. For vi har virkelig gjort meget i hele vores grundlag og i de daglige aktiviteter i forhold til højskoleånden. Mange elever siger også om BHP, at det er ligesom at gå på efterskole, de sover her bare ikke. Og det er rigtig nok. Vi har gjort rigtig meget for at skabe den følelse af fællesskab, og det er releationerne og vores mange fællesarrangementer – også udenfor normal arbejdstid – der har været med til at skabe den særlige BHP-ånd, som er her, og som jeg håber, vi kan tage med og bygge videre på, når vi bliver til FGU Nord,” fortæller Tina Jensen, der kalder BHP for ’’sit hjertebarn’’ og tilføjer, at det ved hun også, at skolen har været for mange andre.

”Det føles ikke bare som et arbejde, men som ens andet hjem – og det var også derfor, jeg gik efter stillingen som rektor for FGU. Så kan jeg i hvert fald gøre mit for at føre ånden videre,” siger hun.

Tina Jensen på scenen ved farvelfesten, som også var en ‘på gensyns fest’.

 

Vi er på toppen

Scenen er blevet indtaget af borgmester Jesper Würtzen, der som mangeårig formand for BHP’s bestyrelse, har fulgt skolen tæt.

”Det startede jo helt tilbage i 1993 med, at Ungdomsskolen i Ballerup havde startet Medieskolen ude i Måløv, og så ville man i ’97 starte en ny produktionsskole op i Ballerup Kommune – også under Ungdomsskolen,” fortæller han.
Den åbnede på Lindbjergvej med Oluf Steinlein som forstander, men efter et par år samlede man aktiviteterne på Lautrupgård, hvor også Herlev Produktionsskole blev indlemmet og skolen fik navnet Ballerup Herlev Produktionshøjskole.

”Det med højskolen var noget nyt og genialt godt tænkt. Højskoleånden var i højsædet. Der var dannelses-foredrag og fortællinger af Oluf. Der var skiferie og introture med eleverne. Åbenhed, tillid og udvikling gik hånd i hånd,” siger borgmesteren og roser skolen til skyerne.

”BHP står rigtig stærkt i dag med over 200 elever. En dygtig medarbejdergruppe og en dygtig ledelse – og en bundsolid økonomi. Så vi er på toppen, men nu er det altså bestemt, at produktionsskoler skal høre op som skoleform. Sådan er det,” tilføjer han, inden han til slut retter en stor tak til alle samarbejdspartnere, elever, medarbejdere og ledelsen.

”Det er et flot skoletilbud, I alle har skabt her. Det kan I godt være stolte af. Også selvom det slutter nu. Men ånden fra BHP, den må ikke forsvinde. Den skal leve videre – vil I være med på det?,” slutter borgmesteren sin tale af og råber sammen med de fremmødte et sidste leve for BHP.

12. august slår skolen på Lautrupgård dørene op igen som FGU Nord. Og man kan læse meget mere om det nye skoletilbud på www.fgunord.dk.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *