Måløvkunst på vej til Malaysia
Kunstner-Søren-Parmo-BB-02-23-19.jpg
Søren Parmo og hans farverige malerier, der er populære - ikke bare blandt gæsterne i galleriet i Måløv, men også langt ud over landets grænser. Foto: Kaj Bonne
Selvom Måløv er et smørhul med masser af kreative mennesker, så er det nu alligevel ikke hver dag, at den lille by bliver invaderet af kunstsamlere fra det store udland.

Det var derfor lidt af en overraskelse, da den lokale kunstner Søren Parmo, som har atelier og galleri lige midt i Måløv, forleden blev ringet op fra en fint hotel i København, hvor fire kunstsamlere fra Malaysia var indlogeret.

”De sagde, at de havde set mig på nettet og nu ville de gerne komme på besøg,” fortæller Søren Parmo, der få timer senere tog i mod de fire på Stationsvej i Måløv, hvor hans kunsthule ligger.

”Det er jo ikke sådan nogen, man ser flest af her i Måløv. De lignede sådan nogle forretningsfolk, men de var vildt søde og meget interesserede,” siger Søren.

De fire kunstsamlere kunne lide, hvad de så, og efter en lille times tid forlod de Måløv igen med fire malerier i bagagen – og lidt lettere tegnebøger.

”Det er da sjovt, at der kommer nogen så langvejs fra for at købe mine billeder. Jeg synes, det er fedt, og jeg ville gerne være mere aktiv på den front og sælge meget mere til udlandet, men jeg er et rodehoved og alt for ustruktureret til at få sat sådan noget i system,” griner Søren.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *