Mere ro til stressramte ledige
ro på Et nyt kursusforløb i mindfulness skal give både ro og indsigt til stressramte ledige i Ballerup Kommune.

Når man er ledig, kan der være mange bekymringer og tanker, der myldrer rundt. Hvis man så samtidig er stressramt og dermed sygemeldt med en eventuelt uafklaret situation, så er der endnu mere, der kan skabe uro og forvirring hos den enkelte.

Nu vil Ballerup Kommune hjælpe stressramte ledige med at finde mere ro og afklaring, så de kan få redskaber til at komme ud af deres situation.

I Sundhedshuset står sundhedskonulent Tina Oure i spidsen for det nystartede hold, der kan have maksimum 12 deltagere og som har til formål at give deltagerne den indre ro.

”De næste otte uger mødes deltagerne en gang om ugen for at dyrke mindfulness. Målgruppen er alle ledige med stressrelaterede lidelser og målet er naturligvis at give dem en ro og nogle værktøjer til at håndtere deres situation.

Der er mange, som kæmper med både fysiske og psykiske lidelser som følge af deres stress, derfor skal de have en træning, der kan hjælpe dem fremad,” siger Tine Oure, som afviser, at der er tale om noget mystisk eller alternativt.

Ikke mystisk

”Det er meditation, men vi sidder altså ikke på måtter, mens der er mystisk musik. Vi sidder på stole og formålet er selvfølgelig at finde en indre ro, men formålet er i høj grad også at hjemmetræne og samtidig lære at håndtere sin situation bagefter,” siger Tine Oure.

Mindfulnessforløbet er helt nyt, men Tine Oure håber, at det kan blive et permanent tilbud til stressramte ledige efterfølgende.

”Vi har naturligvis flere stressramte ledige end 10-12 personer, men det er ikke alle, der ønsker den form for tilbud. Så vi regner med, at vi kan fortsætte med den nuværende holdstørrelse og på den måde give en nyt tilbud til en udsat gruppe borgere,” siger Tina Oure.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *