Kloakprojekt ramt af konkurs
Vejarbejde-2.jpg
Vejarbejdet ved Linde Alle og Hold-an Vej er gået i stå, fordi entreprenøren er gået konkurs. Nu afventer Novafos, at man kan komme i gang med at finde en ny, der kan genoptage arbejdet.
Første del af det store kloakarbejde, som Novafos skal gennemføre i løbet af året er gået i stå. Entreprenøren er gået konkurs og man afventer nu det videre forløb.

Det går ikke så godt med de entreprenører som Ballerup Kommune og deres samarbejdspartnere benytter til de store byggearbejder. Endnu engang har en af de tilknyttede entreprenører måtte smide håndklædet i ringen og stoppe et igangværende arbejde i Ballerup.

Denne gang har det ramt det store kloakarbejde, der de sidste uger har præget trafikken i krydset ved Linde Alle og Hold-an Vej. Arbejdet er første del af det omfattende arbejde med at dobbeltkloakere hele området omkring Ballerup bymidte, der også omfatter blandt andet Centrumgaden.

Lige nu holder gravemaskinerne dog stille, og det kan de godt komme til i et stykke tid, før en ny entreprenør er fundet og kan være klar til at overtage projektet.

Situationen huer bestemt ikke bygherren, Novafos.

Må bare afvente

”Det havde vi ikke set komme, at entreprenøren gik konkurs. Vi havde ellers undersøgt tingene ordentligt. Vi fik først kontakt til kurator onsdag og nu er juristerne kommet på banen. Indtil det er afklaret, kan vi ikke gøre noget, men må bare afvente,” siger Anders Valentin, projektleder i Novafos.

Han forstår godt, hvis naboer og trafikanter er frustrerede over situationen.

”Jeg forstår godt, at det er irriterende, det synes vi også. Men vi er nødt til at afvente alle formalia. Desuden kan vi ikke bare ringe til de første og bedste entreprenører. Det er en stor opgave, som skal kunne løftes, så der kan gå i hvert fald 14 dage inden vi kan gå i gang med at finde en anden entreprenør,” siger Anders Valentin, som pointerer, at man ikke bare kan fjerne afspærringerne, fordi der ikke er en dialog med kurator på nuværende tidspunkt.

Også hos Ballerup Kommune ærgrer man sig over afbrydelsen.

”Vi er også kede af, at det må gå i stå, men vi samarbejder med Nova-fos og håber, at vi hurtigst muligt kan komme i gang igen,” siger Steen Pedersen, Centerchef for By, erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.



2 kommentarer om “Kloakprojekt ramt af konkurs”

  1. Nu må i virkelig til at tage jer sammen BallerupKommune, det er dårlig ledelse.

    Det er lettere at skære på de udsatte, end det er at gennemføre de projekter i sætter jer for.

    Kom ind i kampen

    Ballerup kommune skal blive bedre.

  2. Martin Jensen siger:

    Få lukket Hold an vej op igen omgående .
    I har saboteret den strækning længe nok .

    Det er total mangel på respekt og overblik at sætte alt det skrammel op på vejbanerne .
    I sidste uge forklarede i at strækningen ville forblive to sporet ,men ikke en lyd omkring
    et vejarbejde som ingen arbejder i !!!

Skriv et svar til Daniel Thillerup Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *