Kæmpe haveshow rykker ind i ådalen
Showhave-copy.jpg
Showhaverne på Cph Garden skal vise tendenser og inspirere publikum til at tænke nye tanker i forhold til design, plantevalg og brug af haven. Foto: Martin Sølyst
Uanset om man er inkarneret havenørd eller bare nyder hjemmedyrkede krydderurter eller blomster i potter, så er der inspiration at hente, når ’Cph Garden’ kommer til Ballerup.

Knap har det store middelaldermarked forladt pladsen, før næste store arrangement flytter ind. Anlægsgartnere og landskabsarkitekter er allerede i fuld gang på ’’kræmmerpladsen’’ i Harrestrup Ådal, som fra på torsdag lægger græs til Danmarks største haveshow ’Cph Garden’.

Det bliver et sandt mekka for have- og planteelskere, hvor et hav af udstillere vil præsentere det ypperste indenfor nordisk havetradition og de største trends fra den internationale haveverden netop nu.

Der vil være masser af inspiration til krukkerne, plantekasserne og hele showhaver, indrettet i forskellige stilarter, så man kan gå rundt og samle små buketter af gode idéer, som man kan tage med hjem til egen baghave.

Netop showhaverne er et af de helt store trækplastrer ved Cph Garden. Her vil førende havedesignere skabe otte unikke havemiljøer opført til lejligheden. Man kan blandt andet besøge ’Dansk Jungle’, ’Skærsommernatsdrøm’ og ’TomatGalaxen’, som hver giver deres helt særlige bud på, hvordan en have kan se ud.

Torsdag eftermiddag klokken 14 bliver der overrakt prisen ’Best in show’ til den mest vellykkede af de otte showhaver. Prisen overrækkes af borgmester Jesper Würtzen.

Over 100 stande

Udover de otte showhaver vil man også kunne besøge ti spændende inspirationshaver, ligesom der er et omfattende aktivitetsprogram med arbejdende værksteder, paneldebatter, småkurser og foredrag med havefolk fra ind- og udland og over 100 stande med alt godt til havelivet.

Cph Garden er Haveselskabets store haveshow – en havefest for alle, der interesserer sig for have i en eller anden form. Uanset om man er til staudebede og krukker, er lidt af en plantesamler, erklæret havenørd eller bare gerne vil dyrke frugt og grønt til madlavningen, så er der inspiration at hente.

Cph Garden foregår i Harrestrup Ådal ved Marbækstien fra torsdag den 20. til søndag den 23. juni, hver dag fra klokken 10 til 18. Man kan se det fulde program for alle fire dage på www.haveselskabet.dk/cphgarden



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *