Fra Smørum til Alperne
Preben-Olsen1-copy.jpg
Preben Olsen fra Smørum cyklede sammen med resten af Cykelnerven i de franske alper til fordel for Scleroseforeningen. Foto: privatfoto
Cykling Om få uger skydes årets udgave af Tour de France i gang. Men på en række af de mest afgørende bjergtoppe i Alperne, må Tour-feltet i år se sig slået på målstregen. Scleroseforeningens cykelevent Cykelnerven indtog nemlig de selv samme franske bjergtoppe allerede i midten af juni. Her cyklede mere end 300 dedikerede cykelryttere otte udvalgte Tour-bjerge på bare fire dage.

Blandt deltagerne var 45-årige Preben Olsen fra Smørum, som kører for Cykelnervens team København:

”Cykelnerven skiller sig positivt ud ved at være ekstremt hårdt, udfordrende og en stor cykeloplevelse. Vi cykler ikke kun for vores egen skyld, men også for de mange mennesker, der lever med sclerose – og dét synes jeg er vigtigt og spændende. Jeg har været med i bjergene hvert år med en enkel undtagelse, og glæden ved at samle penge ind til forskning i sclerose, fællesskabet med de andre deltagere og mit eget personlige engagement er kun blevet større år for år,” siger han.

De mange ryttere er fordelt på ni hold fra hele landet, herunder Cykelnervens team i København, som Preben Olsen kører for. Holdet indsamlede i alt mere end 678.000 kroner og på landsplan blev det til mere end 5.500.000 kroner, penge som går til forskning i sclerose og sætte fokus på sygdommen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *