Beboere vrede over Ellebo-renovering
Ellebo-2-1.jpg
Gerda Andersen er godt sur over den storstilede renvoering af boligerne i Ellebos blok 3. Hun mener, at der er masser af fejl og at beboerne betaler for blandt andet haver, som de aldrig har bedt om. Foto: privatfoto
Renovering Den ene af de fire skandaleramte Ellebo-karreer er færdig og klar til indflytning efter endt renovering. Men ikke alle beboere er lige glade for de lejligheder, de nu er vendt tilbage til. Der er blandt andet klager over højere husleje, dårlig information og mangelfuld renovering.

”Det er simpelthen usselt. Det kan man ikke være bekendt. Der er masser af fejl, gamle døre, gamle dørkarme og skabe der nu er fyldt med rør og ventilationskanaler. Dertil kommer, at vi har fået huslejeforhøjelser på en have, som vi ikke har bedt om. Det er utroligt, at man vil behandle gamle mennesker sådan”.

Ordene kommer fra Gerda Andersen, som er en af flere beboere i det nye Ellebo, som er vrede over resultatet. Hun har i mere end 40 år boet i Ellebo og er blevet ’talskvinde’ for en række beboere, der netop er flyttet tilbage til blok 3, som er den eneste nyrenoverede blok i det store byggeri.

Et byggeri, der er blevet ramt af den ene nedtur efter den anden, siden man for flere år siden lancerede en storstilet plan, der skulle omdanne de fire blokke til et nyt og lækkert byggeri med nyrenoverede lejligheder, penthouses og meget andet godt. I stedet ender det med nedrivning af de to blokke, en nødtørftig renvering af en blok samt en nu færdiggjort renovering af den ene blok.

Genbrug og en dyr altan

Vi er med på en tur rundt i Gerda Andersens nye lejlighed, og som det fremgik er hun ikke helt begejstret for resultatet.

At hun ikke synes, at arkitekturen er pæn, er en smagssag, men den konkrete anke går derfor på den mængde af genbrug i lejligheden, at hendes skabsplads er forsvundet og at hun nu skal betale ekstra for en have, som hun ikke har ønsket.

”Jeg har fået en have, og man har ikke spurgt mig. Nu skal jeg bare betale ekstra husleje. Jeg er almindelig folkepensionist og det kan være svært at have råd til,” siger Gerda Andersen, som føler, at alle beboernes indsigelser er blevet overhørt af afdelingsbestyrelsen.

En del fejl

Hos afdelingsbestyrelsen kender man godt til indsigelserne og formanden ekender, at renoveringen ikke er gået som forventet.

”Det har jo været en renovering, der overordnet bestemt ikke er gået, som vi ønskede det. I den konkrete blok er der også mange fejl, og det har vi bedt beboerne om at komme med indsigelser til senest den 7. juli,” siger Inge Støving Petersen, formand for Ballerup Ejendomsselskab, der står for Ellebo.

Hun er også helt på det rene med, at den indvendige renovering er mangelfuld.

”Dørene og karme er genbrug, det samme er en del rør og stikkontakter. Det handler om økonomi. Når det er blevet så dyrt, så har vi måttet gå på kompromis med en del ting. Det er også beklageligt, at nogle skabe i køkken og entre er blevet inddraget til ventilation, men det er nødvendigt, når vi skal have de nyeste standarder inden for ventilation, blandt andet op til penthouselejlighederne. Der kan stå en kost i de skabe, og sådan er det. Det har været vist på tegningerne allerede fra begyndelsen og det har beboerne vidst. Så når de beklager sig nu, handler det nok mest om, at de er overraskede over, at det blev sådan,” siger Inge Støvring, som også selv lige er flyttet ind i en af de nye lejligheder med mindre skabsplads og genbrugsløsninger.

Hun afviser dog kritikken af, at beboerne ikke har fået at vide, at de skulle betale for haver.

Tilfreds trods alt

”Vi har anlagt haver i de nederste lejligheder og det er der blevet informeret om via nyhedsbreve under hele processen. Alle beboere har fået tilbud om to andre lejligheder, og hvis de ikke ville tage imod det, så måtte de finde andre steder at bo. Sådan har vilkårene været hele vejen igennem,” siger Inge Støvring, som trods vanskelighederne faktisk er ganske godt tilfreds med det resultat, som det er endt med.

”Det er nogle lyse og dejlige lejligheder, som jeg overordnet set synes, vi kan være glade for. Men der er fejl, det er klart, og derfor har beboerne haft 14 dage til at komme med indsigelser” siger hun.

Men hos Gerda Andersen er der ikke de store smil fremme.

”Det kan godt være, at man i et nyhedsbrev i 2016 fortalte, at der ville komme ekstra udgifter til en have. Men det har man gemt godt, og siden har vi intet fået at vide. Det står ikke engang udspecificeret på den nye huslejekontrakt. De bliver bare opkrævet,” siger Gerda Andersen, som er flyttet ind i sin nye lejlighed , hvor hun nu forsøger at få hverdagen til at blive normal efter en lang genhusningsperiode og en ny lejlighed, der efter hendes mening ikke er, hvad hun og andre beboere, var blevet stillet i udsigt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *