Bivenlige Ballerup
Debat Forsyning Ballerup har åbenbart fået et nyt forretningsområde: landbrug.

Midt i juni blev der opstillet 20 (skriver 20) bistader på Forsyning Ballerups grund ved Smedebæk Bro.

Der er ingen blomster af betydning på grunden, men den ligger lige op til Skovlunde Naturpark. Som medlem af Bjørneklobanden i Skovlunde ved jeg, at alt er fredet i Naturparken.

Endvidere er det velkendt, at Ballerup Kommune gerne vil beskytte vilde bier og andre insekter. Man er således meget restriktiv med tilladelser til opstilling af bistader. I de nærliggende 160 nyttehaver, hvor bestøvning af frugttræer, buske, jordbær har stor betydning for udbyttet, er der tilladelse til to bigårde, som typisk har 4-5 bistader.

Ballerup Kommune har under teknik- og miljøudvalget nedsat et Naturkvalitetsudvalg, som blandt andet arbejder med at øge fødegrundlaget for insekter. En så stor koncentration af bistader på et sted hjælper næppe på dette, men vil påvirke insektlivet i Skovlunde Naturpark. Jeg formoder, bistaderne har stået på rapsmarker, og nu da rapsen er afblomstret er de blevet parkeret ved Skovlunde Naturpark.

Er det en opgave for Forsyning Ballerup?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *