Fra grøn idyl til drabelig slagmark
Rollespil-2-1.jpg
Der blev kæmpet og spillet med stor indlevelse under årets store sommerrollespil i Ballerup. 120 bøern og 40 frivillige deltog. Foto: Mia Lundholm.
Der var seje riddere, skumle skurke og et frygtindgydende monster, da Dragonfactory igen lod fantasien løbe og årets drabeligste slag fandt sted på en grøn plet lige ved Ballerup.

Det plejer at være en fredelig og smuk plet på landkortet. Men denne fredag eftermiddag var den idylliske plet omdannet til en veritabel slagmark, hvor riddere, mærkelige væsener og et stort og frygteligt monster mødtes i et drabeligt slag, hvor kampråbene gjaldede, sværdene lynede og blodet flød.

Det så rigtig dramatisk ud, scenografien og iscenesættelsen var lige i skabet, men det hele var heldigvis for sjov.
Det var nemlig årets faste sommerferieaktivitet, hvor rollespilsforeningen Dragonfactory afholdt det faste store slag.

I år var 120 børn i alderen 8-14 år mødt frem mens 40 frivlllige også havde trukket i dragterne og gennemførte årets kamp.

Den stod mellem Vatikanet og Illuminati og var inspireret af lige dele Fantasy, Da Vinci Mysteriet og Science Fiction.

Realistisk scene

Det store spil begyndte allerede tirsdag og kulminerede altså med det afsluttende slag fredag.

Der var gjort rigtig meget ud af opbygningen, historien og kostumerne, hvor blandt andet monstret var meget livagtigt.
Friluftsrådet har givet 92.500 til årets spil og de 50.000 af dem er gået til kreationen af monsterdragten. Det var nemlig vigtigt, at der var en vis realisme i rollespillet.

”Det er fællesskabet der er sjovt. men det er også vigtigt, at vi har skabt en historie og nogle omgivelser, der er realistiske. Vi har forsøgt at holde dele af historien hemmelig, så der er mest mulig realisme i spillet hele vejen igennem,” siger Martin Stenfelt fra Dragonfactory og en af arrangørerne bag årets store drama.

Bestræbelserne så ud til at bære frugt. De mange deltagere levede sig ind i det og og fik en stor oplevelse ud af det.

”Det hele har været så fedt, jeg har haft mange spændende missioner som spion. Det bedste var da de lod portalen stå åben, og jeg bare kunne løbe ind og tage vores flag,” siger 12-årige Oliver Plunkett,

Også Alfred på 11 år havde en stor oplevelse.

”Jeg har været her sammen med min lillebror. Alle dagene har været fantastiske, og jeg skal helt sikkert med igen til næste år”.

Selvom roen nu igen har sænket sig over området så er der ingen tvivl om, at årets rollespil igen har sat sig i deltagerne som en af årets store oplevelser.

Se flere billeder fra årets rollespil her: Billedgalleri



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *