Sol, sommer og kræmmerfest
Kræmmerfestival-2019-5.jpg
Damefrokosten er altid et hit med musik, farver og særdeles løssluppen stemning. Foto: Mia Lundholm
En af årets helt store højdepunkter fyldte weekenden, da Ballerup Kræmmerfestival igen trak tusinder til festpladsen.

Køen til billetlugen var allerede lang tidligt på eftermiddagen lørdag. Det store grønne område, der i weekenden er omdannet til p-pladser var stort set fyldt og langs Marbækvej holdt bilerne i kø helt ned til Ballerup Boulevard for at komme ind til årets store folkefest.

Kræmmermarkedet var i weekenden på de flestes læber, på rigtig manges dagsorden og trak som sædvanlig tusinder til allerede fra morgenstunden.

Børn, unge, ældre og dem imellem havde taget sommertøjet på og var taget til fest. For vejret var flot og pladsen lokkede med gode tilbud fra boderne, karruseller, musik, mad og al den hurlumhej, som hører sig til.

Foto: Mia Lundholm

Børnene hoppede i trampolin, snurrede i sus-i-maven-maskinerne, mens andre gik på tilbudsjagt i de mange kræmmerboder eller sad i de store musik- og madtelte og hyggede sig.

Det summede af glæde og ubekymret sommerferiestemning på festpladsen mens de frivillige knoklede for at holde styr på biler, forsvundne ting og at få et så stort arrangement til at glide uden problemer.

Stor tilfredshed

”Vi er meget tilfredse og vi skyder på, at der har været mellem 32.000 og 34.000 gæster i weekenden. Det er rigtig godt. Der har heller ikke været nogen meldinger om ballade eller uheld. Folk har haft en fest og har hygget sig, så vi er fuldt ud tilfredse og kan roligt se frem mod næste år,” siger Torben Trans Berg, pladsansvarlig for Ballerup Kræmmerfestival.

I de kommende måneder skal det endelige regnestykke gøres op, så man kan finde ud af, hvem der skal have penge fra årets fest, men at dømme ud fra besøgstallet, stemningen og ikke mindst vejret, ser Ballerup Kræmmerfest ud til igen at have været en succes, som man allerede om kort tid kan begynde at forberede sig til at gentage i 2020.

Se flere billeder her: Kræmmerfestival 2019 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *