Naboer efterlyser afklaring om Møllen
Møllen-2-copy.jpg
Møllen på Gl. Rådhusvej er i dårlig stand, og naboerne efterlyser nu en plan for området. Man håber på at den gamle ejendom bliver revet ned og at der bliver opført boliger i stedet.
En nabo til Møllen på Gl. Rådhusvej i Ballerup efterlyser en afklaring om fremtiden for det gamle hus. Han mener, at alle er bedst tjent med at rive huset ned og få gang i byggeri af boliger.

Igennem de seneste år har den gamle kommunale bygning kaldet Møllen levet en omtumlet tilværelse. Der har været kommunale kontorer og da de flyttede ud har bygningen i en periode været brugt til boliger for flygtninge. Nu står omkring 20 værelser tomme og Foreningen Møllens Venner har efterlyst en løsning, så man kan rykke hjemløse ind i annekset. Især de folk, der er røget ud fra Ellebo, er i søgelyset.

Ballerup Kommune har afvist, at man ’bare’ kan rykke folk fra Ellebo ind på Møllen og nu blander en af naboerne sig i sagen.

Carsten Eierdal bor lige op ad Møllen og har i de seneste 5-6 år oplevet, at den gamle bygning har været brugt til lidt af hvert. Han undrer sig over, at man nu igen bringer Møllen i spil i stedet for at rive det ned.

Input fra beboere

”For snart en del år siden var der et borgermøde, hvor beboerne i området blev bedt om at komme med input til fremtiden for både Møllen, vandtårnet og det gamle rådhus. Allerede dengang var Møllen i dårlig stand og der blev snakket om, at det skulle rives ned og at der skulle opføres boliger. Men intet er sket,” siger Carsten Eierdal, som siden engagerede sig i flygtningenes hverdag.

”Vi oplevede generelt ikke så mange problemer, da flygtningene var der. Vi engagerede os i sagen omkring venligboerne og det fungerer faktisk ganske udmærket. Men huset er nedslidt, det er et sminket lig og jeg synes ikke det er vejen frem, at man nu, måske, vil have hjemløse til at bo der. Det er folk, der i forvejen måske har dårligt helbred og det er en stakket frist for de mennesker,” siger han.

Han mener, at man i stedet skal finde en løsning og få opført boliger på grunden i stedet.

Efterlyser en løsning

”Vi savner i den grad et engagement fra kommunens side i det område. Jeg har flere gange henvendt mig til Ballerup Kommune omkring vedligeholdelse af området og har selv indimellem slået lidt græs og den slags. Det er uholdbart, at man ikke får gjort noget ved den bygning, der tydeligvis er nedslidt og ikke reelt egnet til at der skal bo mennesker,” siger Carsten Eierdal, som understreger at han intet har imod hjemløse – tværtimod håber han, at man finder ordentlige forhold til de mennesker, som har behov for det.

Han påpeger samtidig, at hele området skal dobbeltkloakeres i løbet af efteråret og at det bliver en bekostelig affære.

”Det bliver i forvejen dyrt og hvad vil man gøre med Møllen? Hvem skal betale det. Det kunne efterhånden bedre betale sig at rive det ned og få en investor til at bygge boliger,” siger han.

Spørger man Ballerup Kommune, er der måske håb forude for naboerne.

Kortvarig brug

”Hovedbygningen er i dårlig stand, så vi har sagt til venligboerne, at de kan bruge den midlertidigt til møbelopbevaring og den slags. Annekset er blevet sat i stand i forbindelse med indflytning af flygtningene, men der har været noget i kælderen. Det er generelt ikke en bygning i god form, så den er ikke til vedvarende brug,” siger Mads Bo Bojesen, ejendomschef i Ballerup Kommune.

Han håber, at man kan tømme Møllen helt i løbet af et års tid.

”Planen er, at vi skal have de sidste flygtninge ud i rigtige boliger og at tilstrømningen fortsat vil være så lav, at vi kan finde andre løsninger, så vi kan tømme Møllen helt. Der er ikke planer om at flytte andre ind, hverken hjemløse eller andre. Så håber vi, at vi indenfor et års tid kan lave en lokalplan og derefter finde investorer, der vil udvikle området. Det kan hurtigt tage et par år – mindst. Men der er ikke planer om at fortsætte med at bruge Møllen,” siger Mads Bo Bojesen.

Så med lidt tålmodighed kan det være, at naboerne alligevel får deres ønske opfyldt og indenfor en overskuelig fremtid kan se området blomstre op som en del af byudviklingen i Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *