Folk skal selv bryde stress-spiralen
Rikke-thauer-1-copy.jpg
Der skal kigges indad, hvis man for alvor vil gøre noget ved stress, mener stressekspert Rikke Maj Thauer, der netop har udgivet en bog om emnet.

Den lokale stressekspert og forfatter, Rikke Maj Thauer, har skrevet en ny bog ’Stress er OGSÅ dit eget ansvar’, hvor hun blandt andet beskriver, hvordan selvansvar og selvindsigt er et overset område, når vi taler om stress.

”Stressforebyggelse er noget, der sker i din dagligdag, når du kigger på, hvordan du lever dit liv. Det kommer ikke dumpende på et kursus, fra en arbejdsgiver eller andre. Hvis du ikke tager dig selv alvorligt, ikke er realistisk i forhold til dine egne grænser og undlader at træffe de beslutninger, der er rigtige for dig, så er du i risikozonen for at udvikle stress,” fastslår Rikke Maj Thauer.

Hun har de seneste otte år researchet på flere hundrede personlige stressforløb og har gennemført flere spørgeundersøgelser. Pointerne er nu sammenfattet i hendes nye bog.

Jeg-skal-lige-mentalitet

Rikke Maj Thauer har selv mærket massiv stress på egen krop. Hun sad i en høj stilling, og da opgavebunkerne steg, begyndte hun at tage nætterne i brug.

Hun udviklede en ’jeg-skal-lige-mentalitet’, som hun kalder det. En adfærd, der betød, at hun hele tiden bare lige skulle forbi et nyt punkt, før hun havde tid til at gøre noget ved den stree, som langsomt kom snigende.

”Jeg gik ned med stress og faldt i alle de fælder, man kan falde i løbende. Jeg ved udmærket, hvor svært det er at se sit eget ansvar i det. Det er svært at sige nej til stress, når det kommer snigende. Men det var netop evnen til at kigge indad, der fik mig ud af stressen i sidste ende,” fortæller Rikke og fortsætter:

”Det er en blind vinkel for mange, at løsningen på stress ofte ligger i livsstilen, og måden modgang bliver tacklet på. Folk skal ville se deres problemer i øjnene og turde handle på dem. Man kan ikke fjerne stress, hvis man ikke ved, hvad der stresser en, og hvordan man bedst håndterer sine egne stressfyldte situationer privat og arbejdsmæssigt.”

Værktøjer til bryde dårlige mønstre

Rikke Maj Thauer driver ’Thauer Stresscenter’ i World Trade Center Ballerup, hvor hun dagligt møder stressramte, som har brug for hjælp til at komme ud af den negative spiral, de er havnet i.

Hun mener ikke, at folk skal undgå at havne i situationer, der stresser dem. Det handler bare om at lære at tackle de situationer.

”Stress er bare er en sund reaktion på en usund situation i ens liv. For at forebygge den usunde situation, skal folk forstå, hvad stress er og have værktøjerne til at bryde deres egne uhensigtsmæssige mønstre,” siger hun, og det er blandt andet disse værktøjer hun beskriver i bogen, som udkom i april.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *