Bubber i manegen
bubber_i_arena_til_web_1_20190122_1691336948.jpg
”For mig har cirkus altid været poetisk,” siger Bubber, der er årets konferencier i Cirkus Arena. Foto: Cirkus Arena
Cirkus Arena kommer til Ballerup og i år har de Bubber med som konferencier. Det er et glædeligt gensyn for både ham og cirkusfamilien Berdino, der tidligere har turneret sammen i syv år.

Cirkusverdenen er ikke uvant for Bubber. I 1990’erne var han konferencier i Cirkus Arena syv år i træk, og i 2019 er han tilbage i manegen – ovenikøbet med sin helt egen cirkusforestilling, som Cirkus Arena har døbt ’Cirkus ifølge Bubber’.

Fredag den 9. og lørdag den 10. august kan man opleve forestillingen i Ballerup, hvor Cirkus Arena rejser det rød-gule telt ved Marbækvej.

For Bubber selv er årets forestilling lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse:

”Jeg har tit tænkt tanken, at det kunne være sjovt at lave min egen cirkusforestilling, og nu er drømmen endelig gået i opfyldelse. For mig har cirkus altid været poetisk. Det der fascinerer mig mest ved cirkus, er hele magien omkring det. At cirkusteltet på magisk vis er rejst, når byen vågner, og at teltet er væk igen senere samme aften, når forestillingen er slut. Når cirkus har forladt byen, går der et helt år, før det kommer tilbage, men artisterne og cirkusfolkene rejser videre rundt og laver deres optræden aften efter aften,” fortæller han.

Med den nye forestilling har han sammen med familien Berdino samlet alt det, han selv synes hører til i en rigtig cirkusforestilling.

”Alle de artister, I vil møde, har en drøm og et helt særligt talent, og der ligger timevis af træning bag,” siger Bubber.

En del af familien

Mange af de børn, der oplevede Bubber i 90’erne, har selv stiftet familie, og kan i år tage deres egne børn med ind og se Bubber i Cirkus Arena.

Og Bubber er næsten som en del af cirkusfamilien. For 20 år siden tilbragte han og familien Berdino syv somre sammen på turné, så at Bubber nu er tilbage giver en følelse af, at hele familien er samlet igen, fortæller cirkusdirektør Benny Berdino og tilføjer:

”Jeg er utrolig glad for at have Bubber med på holdet igen, og for de mange talentfulde artister, vi har samlet. De gør det alle sammen helt fantastisk. Det er fantastisk at opleve, når både børn, voksne og ældre, samles om vores forestilling og får en fælles oplevelse, som de kan tale sammen om længe efter.”

Med Bubbers fortælling i spidsen møder publikum i årets forestilling blandt andet stærke håndstandsartister, cirkusprinsessen og hendes smukke brune araberhingste, samt frygtløse motorcykelartister.

 

FAKTABOKS: Tid & sted:

Cirkus Arena kommer til Marbækvej i Ballerup. Der er forestillinger fredag den 9. august klokken 17 samt lørdag den 10. august klokken 14. Billetter kan købes via hjemmesiden www.arena.dk eller over telefon: 40 30 01 02.

 

FAKTABOKS: Vind billetter

I samarbejde med Cirkus Arena har Ballerup Bladet lavet en lille konkurrence, hvor tre heldige læsere kan vinde to billetter hver til årets forestilling i Ballerup. For at deltage skal man svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad hedder årets forestilling i Cirkus Arena?

Send dit svar samt navn og adresse på mail til: vind@ballerupbladet.dk senest mandag den 5. august klokken 12. Husk også at skrive i mailen, om der ønskes billetter til forestillingen fredag 9/8 eller lørdag 10/8. Vi trækker lod om de 3×2 billetter mandag middag og vinderne får herefter direkte besked.

 

Herunder lidt billeder fra forestillingen. Fotos: Christian Warrer/Cirkus Arena