Flere boliger på vej til Skovlunde Bymidte
Skovlunde-Center-1.jpg
Første del af den nye Skovlunde Bymidte er ved at tage form med pladst til tre forretninger i gadeplan og 39 lejelejligheder ovenpå. Snart følger næste etape, der blandt andet byder på ejerlejligheder til seniorer - en mangelvare, ifølge den lokale ejendomsmægler.
39 lejelejligheder er skudt op på Bybuen, snart følger tre punkthuse med ejerlejligheder til seniorer. Salg og udlejning begynder til byfesten i næste måned.

En milepæl i udviklingen af den nye Skovlunde Bymidte bliver sat i forbindelse med Skovlunde Byfest 2019. Det bliver nemlig til byfesten den 7. september, at de første kommende beboere i bymidten kan lægge billet ind på de allerførste lejligheder på den gamle centergrund.

Hvis man går en tur langs Bybuen, kan man tydeligt se den nye bygning, der er skud op. Her skal Netto, apoteket og en café flytte ind i underetagen, mens der ovenpå bliver plads til 39 lejelejligheder – og det er altså blandt andet disse, man kan skrive sig op til ved byfesten i år.

Men der er mere på vej. For på tegnebrættet ligger også et nyt projekt med tre punkthuse, som skal opføres sådan cirka midt i byggefeltet, hvor det gamle center lå. Disse punkthuse skal laves til ejerlejligheder for seniorer og vil også blive sat til salg den 7. september.

Seniorlejligheder sættes til salg

Det er den lokale Nybolig ejendomsmægler og tidligere formand for centerforeningen i Skovlunde Centret, Lizette C. Byrdal, der har fået til opgave at sælge seniorboligerne.

”Det er noget helt særligt, at vi efter så mange år med butikslukninger og nedtur for Skovlunde Centret nu kan åbne for udlejning og salg af etape 1 og 2 af den nye Skovlunde Bymidte. Det er ikke mindst helt fantastisk, at udviklerne har lyttet til det store behov der er for seniorboliger i vores område,” siger hun.

Der er nemlig i følge Lizette rigtig mange friske seniorer, der ønsker at bytte hus og have ud med en lejlighed og dermed frigive tid til andre ting end græsslåning og hækkeklipning.

Perfekt for gruppen af livsnydere

”Dette projekt egner sig til ’de friske seniorer’, og dem er der mange af her i Skovlunde. Det er en livsnydergruppe, kan man sige. Deres børn er flyttet hjemmefra, og de vælger nu i høj grad at prioritere og udvikle sig selv og opleve verden. Så de vil gerne have en hverdag, der ikke binder dem lige så meget,” forklarer hun.

Derfor er beliggenheden i Skovlunde Bymidte også velegnet.

”Det ligger både stations- og indkøbsnært – og samtidig tæt på København, så man kan nemt tage en tur i teatret og hjem igen, uden at være afhængig af bil,” siger Lizette C. Byrdal, der glæder sig til at kunne løfte lidt mere af sløret for de kommende seniorboliger på et informationsmøde fredag i næste uge.

”Jeg kan endnu ikke sige så meget om hverken størrelse, pris eller indretning, da arkitekterne stadig tegner på det, men jeg ved, at projektgruppen arbejder på højtryk, for at kunne præsentere lidt mere fyldestgørende materiale til mødet den 16. august. Dog vil endeligt materiale først ligge klar til den 7. september, hvor salget starter op,” siger hun.

Informationsmødet om de nye seniorboliger holdes i Skovlunde Kirkecenter fredag den 16. august klokken 15-17. Der er begrænsede pladsen, så man skal tilmelde sig på forhånd hos Nybolig på Bybuen.



3 kommentarer om “Flere boliger på vej til Skovlunde Bymidte”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Det syntes som om man vil forandre Skovlunde til et slags reservat for ældre.
    I forvejen er der jo Liltoften som Ringtoften over for m.m.
    Og over for kirkegården kommer der også seniorboliger, ligesom ved Stationspladsen i Ballerup.

    Det syntes som om at kommunen er gået helt grassat i at plastre hele Skovlunde/kommunen til med ældreboliger.
    Hvad med unge der mangler boliger. ??

    De unge der via skatten kradser penge ind for at betale det hele. ???
    Hvor skal de bo. ???
    Er de helt glemt i jagten på ældreboliger.

  2. Johnny Hansen siger:

    Kære Poul E. Pedersen

    Nu tror jeg næppe, at kommunen er “”plastret til” med boliger til ældre, og mig bekendt bor der en del i Lilletoften og Ringtoften, som ikke tilhører denne kategori.
    F.s.v angår din bemærkning om, at “de unge” – som jeg formoder du er en del af – skal “betale for det hele”, føler jeg nu nok, efter at være flyttet til kommunen i 1972, og været i arbejde hele tiden, at min kone og jeg nok har betalt for en del af “det hele”.
    Og endelig, så bliver der jo boliger til unge mennesker, i de boliger, vi ældre mennesker fraflytter.

    Så det går nok alt sammen skal du se.

    Venlig hilsen
    Johnny Hansen
    Senior

  3. Martin Jensen siger:

    Nej det går nok ikke alt sammen
    Det har taget fuldstændigt overhånd med at tilgodese seniorer i kommunen .
    De boliger som de såkaldte senioere fraflytter er ikke små billige lejligheder .
    Din anke er fuldstændigt berettiget Poul E. Pedesen .
    Man kan undre sig over den bolig politik som bliver ført her i kommunen .
    Den ligner den der er blevet ført i årevis i København .
    Dyr, dyrer, dyrest .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *