Søndagsmatiné med Halfdanskerne
Halfdanskerne2.jpg
Der bliver genhør med en lang række af de gode gamle klassikere, når viseorkestret Halfdanskerne spiller koncert i Ballerup.

Titlen på viseorkestret Halfdanskernes femte album ’Alt hvad du længes mod’ er et citat fra Tove Ditlevsens og Anne Linnets ’Barndommens gade’, som er én af de 10 sange, som trioen fortolker på albummet. Og Lars Grand, Rasmus Vennevold og Mads Westfall er overbeviste om, at der er en stor længsel efter nye fortolkninger af de gamle klassikere rundt omkring i landet.

”Siden vi i 2015 fejrede 100-året for Halfdan Rasmussens fødsel har vi spillet flere hundrede koncerter i det ganske danske land, stort set hver gang med fulde huse og stående ovationer. Og det i en tid, hvor folkemusikken stort set ingen bevågenhed har fra de landsdækkende medier,” fortæller Lars og suppleres af Rasmus:

”Der er ingen tvivl om, at der stadig er et kæmpe engageret publikum, der elsker de gamle sange, og som gerne rejser sig fra sofaen, når der kommer dygtige visefortolkere forbi deres lokalområde”.

Mads har et bud på, hvorfor netop Halfdanskerne evner at samle et stort publikum:

”Det handler om at kombinere respekt for og viden om sangskatten med fornyelse af udtrykket.”

På søndag den 11. august klokken 15 kan man høre Halfdanskerne på Kirketorvet i Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *