Endnu en dansk sejr i superarenaen
basket-copy-3.jpg
Stor jubel og glæde i den danske lejr efter sejren over Hviderusland, Foto: Foto: Tom Andreasen
Basketball Det danske herrelandshold i basketball rykkede op i den bedste kvalifikationsrække med en gysersejr over Hviderusland på hjemmebane i Ballerup Super Arena lørdag eftermiddag.

Allerede i første halvleg etablerede Hviderusland en føring på hele 25-9, som Danmark brugte resten af kampen på at indhente.

Spillet blev lidt bedre efter pausen, hvor Danmark forvandlede pausestillingen 25-37 til 47-52 inden fjerde periode, som blev en gyser.

Det var to hold, der begge vidste, at det var nu, det gjaldt. Alle bolde blev jaget og flere gange endte det med spillerne i en bunke på gulvet, kæmpende om bolden.

Flere gange kom Danmark næsten op, men hver gang svarede Hviderusland imidlertid igen.

Med fem minutter igen var Danmark bagud 56-65 og så blev der lukket ned i forsvaret. Hviderusland fik kun et enkelt point mere, inden den nervepirrende afslutning.

Lige efter satte Philip Hertz en tre’er til 66-66 og så gik der nerver i den. Begge hold missede flere tre’ere de næste minutter, inden Iffe Lundberg fik bolden med 10 sekunder igen. Den hurtige guard fintede et skridt mod kurven og steg så op til et skud og bolden droppede rent gennem kurven med 1,2 sekunder tilbage.

Hviderusserne tog straks en timeout, satte et spil op, men formåede ikke at få et skud af sted, inden uret lød og Danmark kunne fejre sejren, 69-66.

Med sejren er Danmark sikre på at vinde gruppen, med en kamp tilbage mod Albanien på onsdag. Nu gælder det hovedkvalifikationen til EuroBasket 2021, hvor kun Europas bedste 32 hold er med – og ud af dem kvalificerer 24 sig til EM. Tjekkiet, Belgien og de 11-dobbelte olympiske- , VM- og EM-medaljevindere fra Litauen venter Danmark i gruppespillet, der begynder i februar 2020.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *