Centralt byggeri er snublende nært
Banegårdsplads-1.jpg
Det synlige bevis på, at byggeriet på Banegårdspladsen er nært forestående. Der er blevet stillet skurvogne op og lagt strøm på pladsen, så den kan indrettes til ’rigtig’ byggeplads. Foto: privatfoto
Byggeri Efter mange måneders uvished og venten er der endelig givet byggetilladelse til byggeriet på Banegårdspladsen i Ballerup. Allerede i denne uge forventes det, at byggeabejdet kan gå i gang.

I mange lange måneder har Banegårdspladsen i Ballerup mest set ud som en byggeplads uden aktivitet. Trods ny busholdeplads og delvis forskønnelse, har pladsen set meget ufærdig ud. Men nu ser det ud til, at der kommer skred i sagerne.

Der er nemlig givet kommunal byggetilladelse til opførelsen af det centrale byggeri midt på pladsen.

Det er ejendomsselskabet Athena Partners samt partneren CFP Group, der er bygherre på ejendommen og det er arkitektfirmaet Nova 5, der lægger sidste hånd på planerne som rådgiver på byggeriet.

”Vi regner med, at vi kan begynde at grave allerede i denne uge, alt efter om alle gravetilladelser falder på plads.

Hovedprojektet er endeligt på plads om en måneds tid og i løbet af efteråret vil man kunne se betonelementene komme. Vi er glade for, at der nu endelig kan komme gang i byggeriet og vi ved, at vi har lidt travlt. Der er jo et banegårdsprojekt, der også skal være færdigt. Så vi regner med, at være færdige om et års tid,” siger Mette Hollænder Beeck, arkitekt med ansvar for byggeprojektet hos Nova 5.

Bolig og restaurant

Helt konkret bliver der plads til restaurant og cafe i stueetagen og boliger på de øvrige etager i den nye ejendom, der skal skabe mere liv på pladsen.

”Vi indretter plads til cafe og restaurant i stuetagen. Det bliver en lejer, der kommer til at stå for hele lejemålet på 600 kvadratmeter. Så bygger vi 30 boliger på 70-90 kvadratmeter, alle 2-3 værelses, som vi lejer ud. Vi arbejder dog med en fleksibel indretning, så der efter indflytningen kan indrettes flere soveværelser. Byggeriet bliver på tre etager plus en tagetage, hvor der kommer penthouselejligheder,” siger Thomas Malling, administrerende direktør i CFP Group.

Han fortæller desuden, at byggeriet vil blive udformet som en hestesko med en gård, hvor der kan etableres altaner og at arealerne er indrettet, så man skærmer mest muligt af mod støjen.

”Vi går i gang med at grave nu og indenfor få måneder er betonelementerne stillet op. Byggeriet står færdigt næste sommer, det er sådan det er,” siger Thomas Malling.

Dermed ser det ud til, at byggeriet på Banegårdpladsen efter mange udfordringer endelig kan skydes i gang og at det store projekt nærmer sig en afslutning.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *