Huse sælges med raketfart i Ballerup
Kommuneskilt-2.jpg
Det går stærkt, når man skal sælge et hus i Ballerup Kommune. Kun tre kommuner i landet kan bryste sig af at sælge husene hurtigere. Foto: privatfoto
Boliger Man skal ikke vente længe for at få solgt sit hus i Ballerup Kommune. En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at huse i Ballerup er blandt dem som bliver solgt hurtigst i landet.

Tendensen er klar. Ballerup er blevet en tilflyttermagnet af de større. Det har Ballerup Bladet tidligere skrevet om og nu viser en ny opgørelse, at der i den grad er noget om, at Ballerup er blevet en attraktiv kommune.

En opgørelse fra Boligsiden, baseret på nye juli-tal for den gennemsnitlige salgstid på huse i alle landets kommuner, viser, at det i gennemsnit tager 75 dage at sælge et hus i Ballerup Kommune. Det er fjerdehurtigst i hele Danmark, kun overgået af Albertslund, Brøndby og Egedal kommuner.

Generelt kan man sige, at de fleste kommuner i toppen af opgørelsen ligger på Sjælland, og med enkelte undtagelser i Københavnsområdet.

Omegnen er populær

”Der er mange der drømmer om at bo i et hus tæt på København og der er derfor også stor konkurrence om de huse, der er. Det kan ses i omegnskommunerne til København, hvor det går rigtig hurtigt og hvor salgstiden nogle steder er nede på to måneder,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Dermed underbygger tallene den tendens, der er blevet tydelig, at Ballerup Kommune er blevet en attraktiv tilflytterkommune.

Nærheden til København, god infrastruktur, mange arbejdspladser, lavere boligpriser end i Kbh. og grønne omgivelser er alle ingredienser, der gør Ballerup Kommune til et sted, hvor folk fra byen flytter til og hvor man dermed også kan komme hurtigt af med sit hus.

Kommunerne, hvor det tager længst tid at komme af med huset, ligger primært i Nordjylland og en enkelt på Fyn.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *