Drømmepop med Mere Monitor-drenge
Medhør-copy.jpg
Det lokale band Medhør har sendt deres første EP på gaden med musik, de betegner som ’drømmepop’.

Endnu engang har det lokale musikprojekt Mere Monitor løftet en flok unge musikere til et nyt niveau. Denne gang er det bandet Medhør, som består af de fem drenge Anders Gregersen, Oskar Ringgaard, Andreas Fejer, Victor Prirsching og Daniel Mølgaard, der efter syv måneder i Mere Monitor netop har sendt deres første EP med fem numre på gaden.

Den har fået titlen ’Drømmepop’, for det er den lyd, bandet selv synes, de har.

”Grundlæggende bevæger vi os inden for popgenren, men som et originalt twist er vores musik især præget af lækre saxofonmelodier og en gennemgående blød og drømmende sound,” forklarer drengene, der mødte hinanden på Hareskovens Lilleskole, hvor de alle har gået fra 0. til 9. klasse. De har spillet sammen siden 6. klasse – i dag er de 19 og 20 år.

Kæmpe tak til teamet

De er ikke i tvivl om, at Mere Monitor har haft afgørende betydning for deres udvikling som band:

”Vi har fået en masse fantastiske mennesker omkring os, som støtter os i vores projekt, og ikke mindst en masse andre dygtige artister man kan sparre med. Vi har haft kæmpe gavn af Mere Monitors faciliteter såsom studie og øvelokale, og derudover har vi også haft stor nytte af de mange lærerige workshops, vi bliver tilbudt,” lyder det fra gruppen, der tilføjer:

”Uden Papa og Frank, som er hovedansvarlige for Mere Monitor, var hele projektet nok ikke kommet til live. Dem og resten af Mere Monitor-temaet skylder vi en kæmpe tak.”

Man kan finde Medhørs Drømmepop på alle musiktjenester.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *