Burger King – hvilken rolle spiller embedsmændene?
Debat Først og fremmest tak til Ballerup Bladet for sober dækning af borgermødet om Burger King. Vi var ikke så mange til borgermødet som forventet, men de mange høringssvar siger noget om, at denne sag ligger mange Ballerupborgere dybt på sinde. Måske man ikke mente, at det gjorde en forskel at dukke op.

Mødet startede som noget, der virkede som embedsmænds forsøg på at retfærdiggøre, hvorfor de tilsyneladende allerede har givet lov til det omfattende Burger King-byggeri. Og det på trods af at grunden i den gamle lokalplan er beregnet til boliger og at de tidligere mindre restauranter kun har ligget der på grund af dispensation.

Embedsmændene viste en trafikanalyse af belastningen af området. Denne udført uden noget som helst kendskab til, hvor mange biler en burgerrestaurant af den størrelse reelt tiltrækker. Ikke en gang en estimering af kundemængden kunne det blive til, og Burger King blev heller ikke spurgt. Dette var blot én af flere absurditeter. Det var en useriøs og utroværdig optræden.

Har kommunens enbedsmænd i den grad gjort regning uden vært? Og forsøgte de nu at bortforklare det og dække sig ind med såkaldte analyser? Måske ikke, men det var vi en del i salen der tænkte.

Er Ballerup Kommune vitterlig så forhippet på at please erhvervslivet, at man uden for al logik vil tillade en Burger King, som i sidste ende vil belaste kommunens budget og vil være til stor gene for rigtig mange naboer og miljøet.

Ud fra et bundlinjesynspunkt vil det give større indtægter at fastholde, at grunden er beregnet til boligformål.

Kære kommunalpolitikere, nu har I chancen for at vise, at Ballerup reelt har en grøn profil – som vil det bedste for borgerne og for miljøet. Sig nej tak til mere trafik, støj, skrald, kriminalitet og utryghed. Sig nej tak til Burger King og ja tak til boliger. Lyt nu til de utallige argumenter, som taler imod en ændring af lokalplanen. Hvis der først gives tilladelse til Burger King er det for sent.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *