Træning bliver ikke misbrugt
Debat Jeg vil meget gerne bede om en mere ærlig argumentation for at lukke for selvtræningen for ældre borgere i Ballerup Kommune.

Alene det, at man bruger en helsides annonce og en halv side til at retfærdige afgørelsen, gør det suspekt.
Grundet de fysiske problemer man kan få med alderen (85 år), har jeg lige fra ordningens start benyttet mig af muligheden for at træne tre gange ugentligt.

Dette har medført, at jeg har kunnet holde hjemmehjælp og eventuelt plejehjem fra livet.

Derfor kan jeg ligeledes afvise at tilbuddet er blevet misbrugt, Da jeg træner tre gange ugentlig, har jeg fået en god indsigt i hvor meget tilbuddet bliver brugt.

Når jeg træner, er vi højst fem personer, normalt er vi kun to eller tre i helsehusets træningssal.
En kort overgang (cirka to-tre måneder) trænede jeg på Toftehaven, og der var jeg altid alene. Det er muligt, at der er tilmeldt 400 borgere, men jeg ser ingen, når jeg træner.

Jeg har et bestemt træningsprogram, som jeg har fået opstillet af professionelle, og det gennemfører jeg hver gang.

Det har hjulpet mig til at føre et godt og normalt liv,

Så jeg vil gerne bede formanden for social- og sundhedsudvalget om at fortælle, om hun hellere vil bruge sine penge på hjemmehjælp og plejehjemspladser end at give Ballerups ældre borgere muligheden for at holde sig fra enhver form for hjælp fra kommunen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *