Pølser og rejsegilde i Skovlunde
Rejsegilde-4.jpg
Apoteker Jacob Lenau modtog ’første spadestik-spaden’ fra bestyrelsesformand Kaj Aage Nielsen fra entreprenørfirmaet Kjæhr og Trillingsgaard. Den kommer op at hænge i det nye Skovlunde Apotek, der rykker ind i den nye bygning 3. december.
Første etape i det nye bymidte-byggeri i Skovlunde skrider for alvor frem. Tirsdag blev der holdt rejsegilde med alt, hvad dertil hører.

Det var ikke lige til at se det, for området er stadig en larmende byggeplads. Men på bagsiden af det nye byggeri i Skovlunde bymidte, hvor der om nogle måneder skal være både butikker og boliger, kunne man ane et flag.

Denne tirsdag var der nemlig inviteret til rejsegilde på første etape af det nye byggeri i Skovlunde bymidte.
Solen skinnede ubønhørligt ned på byggepladsen, selvom sorte skyer og lidt torden rumlede i horisonten, så selve seancen var rykket indendørs.

Her i det store rum, hvor Netto om nogle måneder slår dørene op for en ny butik sammen med Skovlunde Apotek og og en cafe, stod nu håndværkere, entreprenører, bygherrer og andre interessenter og fejrede, at man nu er så langt med det store projekt.

Vil bygge mere

Det var bestyrelsesformand for entreprenørfirmaet Kjæhr og Trillingsgaard, Kaj Aage Nielsen, der tog ordet.

Han pointerede, at han var glad for at stå her igen, som han stod der for snart et år siden, da byggeriet skulle i gang. Han kunne meddele, at Netto flytter ind den 2. december, Skovlunde Apotek den 3. december, cafeen den 4. december og at lejerne i de omkring 30 boliger rykker ind henover julen.

”Så kommer der igen liv i området og det ser alle nok frem til. Der er plads til at bygge yderligere 20.000 etagemeter og dem vil vi da gerne være med til at bygge,” sagde Kaj Aage Nielsen.

Derefter overrakte han ’første spadestik-spaden’ til apoteker Jacob Lenau fra Skovlunde Apotek, fordi han er en af de første, lokale der rykker ind i det nye byggeri.

Han modtog den med stolthed og forsikrede, at han ville finde et sted på væggen og hænge den op.

”Jeg glæder mig også til vi kan flytte ind i det nye byggeri. Vi har godt kunnet mærke affolkningen, selvom vi har forsøgt at gøre opmærksom på, at vi stadig er her. Så vi ser frem til december,” sagde Jacob Lenau.

Pølser og vand

Så var den officielle del af mærkedagen slut og en repræsentant fra Netto fik lige indskudt, at der lå en række Netto-poser ved den ene væg, som var en lille ’gavepose’ til de fremmødte, som man kunne tage med hjem. Næste gang man træder ind i Nettos lokaler i Skovlunde, bliver der næppe foræret varer væk.

Derefter gik alle ombord i de ristede pølser, brødene var varme og sodavandene kolde, hvilket gjorde godt i augustvarmen.

Rejsegildet var slut, og mens alle gik tilbage til arbejdet, er det tydeligt for enhver, at det store Skovlunde-projekt for alvor skrider frem.

Ved Skovlunde Byfest vil folkene bag projektet i øvrigt afsløre planerne for etape to af Skovlunde Bymidte samt fortælle mere om udlejningen af boligerne i de øvre etager af den netop festligholdte etape 1.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *