Svar på læserbrev: Træning bliver ikke misbrugt
Debat Kære Konstantin Pedersen.

Du skriver, at det virker suspekt, at Ballerup Kommune vælger at bringe en helsides annonce i Ballerup Bladet om ændringerne til selvtræning for pensionister. Med annoncen vil vi sikre, at alle, der er tilmeldt ordningen, er orienteret om ændringerne i god tid. Dermed får brugere af selvtræningstilbuddet, god tid til overveje, hvor I vil fortsætte træningen efter nytår.

Det primære argument for, at selvtræning for pensionister ændres, er, at Ballerup Kommune skal bruge ressourcerne og Sundhedshusets fysiske rammer på de borgere, som har mest brug for hjælp, og samtidig skal vi overholde lovgivning i forhold til genoptræning, ellers bliver vi straffet økonomisk.

Siden 2017 har vores pensionister over 65 år haft mulighed for at benytte tilbuddet. Hidtil har det været op til den enkelte borger at vurdere, om han/hun faldt inden for målgruppen for det tilbud.

Vi har gjort os den erfaring, at en lang række sunde og raske borgere bruger tilbuddet som gratis træning. Det har aldrig været meningen. Vi har ikke mulighed for at tilbyde træning til et så stort antal borgere. Det har vi hverken kapacitet eller plads til. Vi skal heller ikke være konkurrenter til foreningslivet eller til et almindeligt fitnesscenter.

Jeg vil gerne erkende, at vi ikke har formået at skabe en klar afgrænsning af tilbuddet fra begyndelsen. Det har ikke været tydeligt nok, at tilbuddet var målrettet de borgere, som har mest behov for hjælpen fra kommunen til at komme sig efter sygdom eller uheld.

Fra årsskiftet laver vi en tydelig afgrænsning, som betyder, at selvtræning i fremtiden vil være henvendt borgere, som har gennemført et genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb, og som på grund af kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse har behov for at fortsætte deres træning i kendte, mindre og trygge omgivelser. Kommunens sundhedspersonale foretager vurderingen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *