Sammen om medborgerskab
Debat Der bliver flere frivillige i Ballerup, der går sammen om at fremme medborgerskab.

I dag har vi omkring 30 bydelsmødre og forrige onsdag blev det første hold baba’er på otte udklækket. Baba’er har lige som bydelsmødrene haft et spændende kursusforløb, hvor de har fået nye kompetencer og gode redskaber til at bygge bro og skabe sunde fællesskaber.

Vi vil samarbejde om spændende aktiviteter og samarbejde med flere instanser. Det bliver et stærkt netværk også med Ballerup kommunes mange medarbejdere. Jeg ser frem til at samarbejde med baba om nye initiativer. Det bliver nemlig nødvendigt at have større fokus på forældrenes ansvar, i forhold til de unges problemer. En helhedsorienteret og sammenhængende indsats og dialog er alfa og omega.

Udfordringerne er mange, men der er bred enighed om, at de bæredygtige løsninger ofte findes lokalt. Stærke lokale fællesskaber og ressourcer, især peer to peer (en frivillig støtter en borger), kan være en forudsætning for en del løsninger.

Vi skal forebygge ved at få fat i flere forældre til mindreårige børn. Forældrene skal oplyses om de udfordringer der er med blandt andet hashsalg, lattergas og lignende, så de kan hjælpe deres børn med at undgå fælderne.

Vores fælles arbejde og mål er dialog i lokalområderne, der støtter det boligsociale arbejde. Det er det, der er med til at gøre forskellen.

Bydelsmødre og baba’er er rigtig kommet på landkortet. Den helt særlige frivillige indsats til dem, der har brug for at få en hjælpende hånd for at komme ud af ensomhed, eller til at klare nye udfordringer i hverdagen, gør virkelig en forskel, ikke bare for den enkelte, men for hele familien.

For at denne indsats fortsat skal lykkes, håber jeg, at både Bydelsmødrene og Baba får lige meget opbakning og støtte fra medborgere og politikere.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *